- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Dagplejen i Gladsaxe fejrede idrætscertificering

Alle dagplejere har været på kurser

Gyngemosehallen var fyldt med sang og leg, da Dagplejen i Gladsaxe fredag i forrige uge fejrede, at den nu officielt kan kalde sig Idrætsdagpleje.
“De knogler, de knogler, de skøre knogler. Sådan sidder det hele fast,” lyder det til tonerne af kækt klaverspil og en taktfast cajun, der fylder Gyngemosehallen. På række står børn og dagplejere iklædt t-shirts i alle regnbuens farver. Orange, blå, gul, rød, grøn, lilla.
I baggrunden er der fuld fart på legen på trampoliner og i den populære pude-sandkasse, også kaldet pomfritgraven. Bevægelse er dagens tema – og det med god grund.
Dagplejen i Gladsaxe kan nemlig nu kalde sig for Idrætsdagpleje, efter at alle dagplejere i kommunen har gennemført en række kurser under Dansk Idrætsforbund og VIA University College.

Handler mere om pædagogik end idræt
De nye, fine diplomer, som repræsentanten fra Dansk Idrætsforbund delte ud til lejligheden, betyder konkret, at alle dagplejere har lært, hvordan de tænker bevægelse og motorik ind i børnenes hverdag.
En idrætsdagpleje handler altså mere om pædagogik og læring end om løbebaner og stangspring. Det fortæller Betina Thorsen, der er leder i Dagplejen Syd.
– I idræt er der nogle der er bedre end andre, men med denne her tankegang former vi en aktivitet efter hvem der er med og ikke omvendt. Vi favner alle, siger hun og uddyber:
– Det er ikke meningen at vi skal uddanne små badutspringere. Målet er at give børnene en bedre kropsforståelse, som gør at de kan rette deres fokus mod andre ting f.eks. det sociale samvær med andre børn, siger Betina Thorsen.
For dagplejerne og børnene i Gladsaxe er det ikke uvant at have en hverdag fyldt med bevægelse, men idrætscertificeringen har givet en ny teoretisk forståelse, fortæller dagplejer Lise Gregersen.
– Vi har altid anvendt bevægelse og udeliv i dagligdagen, men i modsætning til før er vi nu bevidste om, hvorfor vi gør som vi gør. Vi har fået et teoretisk løft, siger Lise Gregersen.
Hele kursusforløbet har taget 2 år at gennemføre, fordelt på tre kurser med hver et halvt års indfasningsperiode.