Farvel til politiet
Farvel-til-politiet.jpg
Betjente fra Lokalpoliti Nord taler med borgere på Søborg Torv. For fremtiden bliver der kun tale om gæstevisit i Gladsaxe Kommune. Foto: Kaj Bonne.
-

Gladsaxe Politi har været en institution i mange år, men nu forsvinder politistationen fra kommunen

Gladsaxe Kommune vil i nær fremtid stå uden lokal politistation. Det erfarer Gladsaxe Bladet.
– Vi vil være meget kede af, hvis politiet forsvinder fra Gladsaxe. Vi håber dog, at politiet alligevel vil være synlige i vores lokalområde, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A).
Gladsaxe Kommune er med sine 68.000 indbyggere den største af de 11 kommuner i Københavns Vestegns Politi. Sammen med kommunerne i Herlev og Ballerup udgør Gladsaxe Kommune Lokalpoliti Nord, som efter alt at dømme ender enten i Rødovre eller Taastrup, hvor hhv. Lokalpoliti Øst og Lokalpoliti Vest holder til.
Gladsaxe Politi har i en halv menneskealder været placeret ved Buddinge Station. Da Gladsaxe Politi var størst, arbejdede 350 på politistationen på Fremtidsvej. Bygningen er ikke længere tidsvarende, så derfor har Københavns Vestegns Politi allerede besluttet at fraflytte i løbet af foråret 2017. Derfor har man haft under overvejelse at flytte stationen til et andet sted i Gladsaxe. Ansatte på Fremtidsvej har sågar været til fremvisning i HNGs gamle lokaliteter på Gladsaxevej. Denne løsning er siden blevet droppet.
Københavns Vestegns Politi vil kommentere flytteplanerne, når de er faldet endeligt på plads.

2 kommentarer om “Farvel til politiet”

  1. Brian Thorngaard siger:

    Det er sgu helt sort!

    Det er næsten hver dag og ihvertfald hver uge, vi på diverse medier skal læse om enten morgenavis bude der bankes ned og bestjæles, der har været mere end 32 overfald de sidste 10 måneder.
    I weekenden havde vi utallige smadrede bilruder i Søborg, ingen pågrebet.
    Hver uge ser jeg flere og flere hjernedøde bilister som hamrer over krydset ved Vandtårnsvej og Søborg hovedgade for rødt lys. Det endte også fornylig i et voldsomt trafikuheld, hvor den ene part, sjovt nok flygtede fra stedet. Her gik der 18 min. før politiet var på pletten, jo ligegyldigt så.
    Havde i starten af året en oplevelse med forsøg på indbrud ved min underbo, ringede til politiet imens jeg selv løb ned i gården, for at stoppe tyvene, efter politiet havde sendt mig rundt i systemet, fik jeg den vagthavende, som kunne sige at der var gået alt for lang tid, til de kunne rykke ud hurtigt, da der var gået 10 min, men alle 10 min gik imens de stillede mig om på telefonen.

    Kan kun sige, den politireform som blev foretaget for nogle år siden, og Gladsaxes politistation, blev tømt, har nu kun gjort det farligere og mere utrygt at færdes og bo i kommunen.
    Borgmesteren sidder blot på sine hænder, og siger hun håber da politiet kigger forbi kommunen indimellem. Men hun har jo også tidligere sagt vi ikke har nogen rocker grupperinger i kommunen, så det er jo rart vi ikke har det.

    Kan blot se at kommunen stille og roligt overtages af folk med de forkerte hensigter, og med politiet så langt væk, som vi hører herover, må det overvejes hvor trygt og sikkert det er for vores børn og ældre at færdes i kommunen.
    Og er løsningen nu et privat vagtværn, og hvor hårdt må disse tage fat, for at skabe ro og orden?

    En skræmmende udvikling for Gladsaxe kommune

  2. Evy Blindbæk siger:

    Jeg er også rystet da min søn på 16 år blev overfaldet og røvet på vej hjem fra første skole dag. Da han kom hjem 5 min efter overfaldet var det også for sent for politiet at rykke ud. Og vi måtte 2 dage senere tage turen fra Gladsaxe til Albertslund politistationen det er noget af en rejse for at blive afhørt. Mvh. En meget utilfreds mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top