- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Farvel til politiet

Gladsaxe Politi har været en institution i mange år, men nu forsvinder politistationen fra kommunen

Gladsaxe Kommune vil i nær fremtid stå uden lokal politistation. Det erfarer Gladsaxe Bladet.
– Vi vil være meget kede af, hvis politiet forsvinder fra Gladsaxe. Vi håber dog, at politiet alligevel vil være synlige i vores lokalområde, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A).
Gladsaxe Kommune er med sine 68.000 indbyggere den største af de 11 kommuner i Københavns Vestegns Politi. Sammen med kommunerne i Herlev og Ballerup udgør Gladsaxe Kommune Lokalpoliti Nord, som efter alt at dømme ender enten i Rødovre eller Taastrup, hvor hhv. Lokalpoliti Øst og Lokalpoliti Vest holder til.
Gladsaxe Politi har i en halv menneskealder været placeret ved Buddinge Station. Da Gladsaxe Politi var størst, arbejdede 350 på politistationen på Fremtidsvej. Bygningen er ikke længere tidsvarende, så derfor har Københavns Vestegns Politi allerede besluttet at fraflytte i løbet af foråret 2017. Derfor har man haft under overvejelse at flytte stationen til et andet sted i Gladsaxe. Ansatte på Fremtidsvej har sågar været til fremvisning i HNGs gamle lokaliteter på Gladsaxevej. Denne løsning er siden blevet droppet.
Københavns Vestegns Politi vil kommentere flytteplanerne, når de er faldet endeligt på plads.