- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Gladsaxe-sanger klar til at brænde igennem

Isabelle Denaro er ikke bange for at tage chancer, for det har hun gjort hele livet

Hendes navn har en international klang, men hun er pæredansk. Det ændrer dog ikke ved, at Isabelle Denaro fra Gladsaxe er noget af en verdensborger.
Isabelles far var ansat i F.L. Smidth, og som udstationeret havde han familien med. Isabelle er født i Hareskov, men er opvokset i Colombia, Brasilien og USA. Hun taler flydende dansk, engelsk og spansk og behersker til mere end husbehov også fransk, tysk og portugisisk. Hun er gift med argentinske Marco – deraf det italienske efternavn – og de har sønnerne Mikkel på 19 og Alex på 16. De seneste fire år har familien boet i Danmark.
Oprindelig er Isabelle Denaro uddannet i sprog og økonomi – SPRØK – og har en MBA fra universitet i Madrid, hvor familien boede i en årrække, inden de flyttede til Danmark. Hendes iværksættergen har ført hende ind i mange brancher: forretningsverdenen, filmverden og som coach.
Musikken har imidlertid altid været en del af Isabelles liv. Da hun som ung fik et scholarship på University of Oregon, valgte hun musik som hovedfag.
Der er altså tale om et vidtfavnende menneske, der nu har kastet hele sin kolossale energi ind på at synge. Netop nu er hun i Tanzania, hvor hun synger gospel i det sammensatte kor United Gospel Singers: – Jeg er meget spændt, for vi skal synge nogle vers på swahili, siger Isabelle Denaro.
Sammen med manden Marco, der er filminstruktør, producerer hun en dokumentarisk kortfilm om Tanzania-turen.

Spil Dansk-Ugen
Efter hjemkomsten fra Tanzania har Isabelle Denaro to koncerter i forbindelse med Spil Dansk-Ugen fra 31. oktober til 6. november. Spil Dansk-Ugen er for danske musikere, komponister og sangere, men det er ikke et krav, at der skal synges på dansk.
Den 3. november kl 19 synger hun på Metronomen på Frederiksberg, hvor der bliver opkrævet entré, og den 6. november kl. 14 synger Isabelle ved en gratiskoncert ved det store kagebordsarrangement hos Granny’s House på Søborg Hovedgade. Christian Asmussen spiller piano til koncerten på Granny’s.
– Det nye jeg har gang i nu er musik. Javel, det er en svær branche. Men når jeg først går i gang med noget, så fokuserer jeg på mulighederne i stedet for at lade mig begrænse. Musik har altid været min store passion. Jeg udgav min første CD i marts. Jeg har selv skrevet musikken og de engelske tekster, fortælle Isabelle, der beskriver sin musik som ”filmisk”.
– Jeg forsøger at skabe billeder hos folk, der lytter til min musik. Det jeg føler, bliver til en ”film” i mit hoved, hvor jeg kan bevæge mig væk fra mig selv. Jeg taler ikke så meget om mit eget liv, men håber at mine tekster og musik kan transportere lytteren hen, hvor vedkommende gerne vil være. Jeg skrev en sang til min søn, da han blev konfirmeret, men hvis folk ved det, så tænker de på en konfirmand, og det er der ingen grund til. De kan lige så godt danne sig deres egne billeder, siger Isabelle Denaro.

Fakta
Isabelle Denaro udgav CDen ”From Within & Beyond”
i marts 2016.
Du kan læse mere på www.isabelledenaro.com