Kampvalg ved Mørkhøj Kirke
-

To lister kan måske få folk til stemmeboksene

Deltagelsen ved valg til menighedsråd plejer sjældent at være ret høj i Danmark, og ofte ender det i ren fordragelighed med en fælles liste. Ved valget i 2012 lå deltagelsen på 14,98 af de stemmeberettigede
Men i år skal der være kampvalg ved valget i Mørkhøj Kirke.
Og det synes den nuværende kirkeværge Henrik V. Pedersen er helt unødvendigt, og han synes, at fremgangsmåden har været noget uheldig. Samtidig med at han ærgrer sig over, at der skal bruges penge på at sende valgkort ud.
– I Mørkhøj menighedsråd blev vi før sommerferien orienteret om, at der var 10-12 personer, som ville stille op til Mørkhøj menighedsråd. Menighedsrådet anbefalede dem herefter at møde op på opstillingsmødet i september. Jeg spurgte en af de interesserede, hvem der havde hjulpet dem med at forberede opstillingen. Svaret var, at det havde sognepræst Katrine Blinkenberg. Jeg synes, at det havde klædt sognepræsten at være behjælpelig med nye forslag til medlemmer af det kommende menighedsråd, og ikke stå bag en hel liste, siger Henrik V. Pedersen.
Alt er foregået i største hemmelighed, mener Henrik V. Pedersen, og det kan han ikke forstå.
– På opstillingsmødet opfordrede jeg til, at vi lavede en fælles liste, da der på det tidspunkt var 2 fra menighedsrådet, der ønskede at fortsætte i samarbejde.
Det ville den nye liste ikke være med til. De ville samtidig ikke oplyse navnene på listen før den dato, hvor listerne skulle indleveres i september. Jeg finder det uforståeligt, at sognepræsten Katrine Blinkenberg ikke opfordrede til en fælles liste, så der kunne spares mange penge og undgå valg. Som konsekvens af den hemmelige liste – som blev offentliggjort i slutningen af september – har jeg været nødt til at udarbejde en liste, MØRKHØJLISTEN, hvorpå er 6 personer optræder: Henrik V. Pedersen – Medlem af menighedsrådet kirkeværge, Thomas Pedersen – medlem af menighedsrådet, Karin Furslev- medlem af menighedsrådet valgt kasserer, Jakob Skovgaard Koed – medlem af Gladsaxe byråd for Socialdemokratiet, Jytte Eltang Jørgensen – bruger af Mørkhøj kirke, Helle E. Holm – frivillig i Mørkhøj menighed.
Vi står for samarbejde i et kommende Mørkhøj menighedsråd, siger Henrik V. Pedersen.
Den anden liste tæller Christine Henriette Hansen, Tanja Gulbech Christensen, Louise Bøgh Hansen, Jan Caesar, Susanne Jane Mørch, Pernille Skytte Christensen, Jakob Zeilberger Herold, Gitte M. Greve Niebuhr Larsen, Kristian Niebuhr, Allan Bjarne Carlsen, Anders Svendborg Sandersen, Maria Helene Willison og Lisbeth Hummelmose.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top