- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Masser af strengeleg på musikskolen

Harpespil er blevet et hit mens der er ledige pladser hos el-guitaristerne og trommespillerne

”Jeg går til musikundervisning, og jeg spiller harpe”.
Sådan har forholdsvis ganske få børn og unge kunnet sige gennem årene. Men nu er udviklingen i den grad vendt. Det strømmer til med elever, og svenske Lovisa Wennesz har rygende travlt som lærer på Gladsaxe Musik- og Billedskole (GMB).
-Jeg er nu oppe på 10 elever – ni piger og en dreng, fortæller Lovisa, der har boet her i landet i 13 år og ud over at være lærer på musikskolen også spiller i de store symfoniorkestre garneret med kammermusik og solistoptrædener ved receptioner og fester.
Harper findes i mange forskellige modeller. Begynderharperne spænder over tre en halv oktav og er forholdsvis nemme at håndtere, mens der stilles langt større krav, når man bliver dygtigere. Så kan man få harper med tre små pedaler, så der også kan spilles halvtoner.
-Nu om dage kan man også få harper med forstærkere, og det har jeg af og til brug for, når jeg er ude for at spille ved receptioner, fortæller Lovisa.
For musikskolen har det været ikke så lidt af en økonomisk udskrivning at anskaffe en bunke harper, så eleverne kan klimpre løs.
-Vi får leveret fra en fabrik i Frankrig, og en harpe kan koste 30.000-40.000 kr., fortæller souschef Karin Darville.
-Det er ikke bare hos os, der er stor søgning til harpespillet. Det gælder også mange af vore nabokommuner, siger Karin Darville.
Harpespil kræver en god portion opbakning fra forældrene. Det er jo noget nemmere at transportere sig rundt med en tværfløjte end en harpe.
Der er masser af sammenspil i forbindelse med undervisningen, og det kræver masser af øvelse derhjemme, så det er dobbelt op med harper.
En enkelt elev har valgt at investere 100.000 kr. i sin egen harpe.
Men der findes endnu dyrere instrumenter. Skolen har en xylofon, der såmænd koster en bagatel af 300.000 kr.
-Det kan man jo få en god bil for, som Karin Darville konstaterer.

Mangler el-guitarister
Mens der er fuld fart på bl.a. harpe, så er udviklingen noget atypisk, når det gælder el-bas og el-guitar. Her har der tidligere været solide ventelister, fortæller musikskolens leder, Anja Reiff.
-Instrumenter som guitar, klaver, tværfløjte og trommer har ofte været så eftertragtede, at der har været lange ventelister til fagene, og det har kunnet tage flere år, før man kunne få en plads på musikskolen i disse populære fag.
-Det har været langt sværere at skaffe elever nok til instrumenter som harpe, trompet, trækbasun, violin og saxofon, som der ikke er nær så mange børn og unge, der vælger at tilmelde sig, siger Anja Reiff.
Det mærkelige er, at GMB i de senere år har oplevet en udvikling, der gør op med dette billede af populære og mindre populære instrumenter.
Når det gælder violinspillet har tilgangen været så stor, at det er lige før, der er en violinskole i musikskolen – tilbuddene har måttet udvides betragteligt. På blæserinstrumenterne trompet, trækbasun og saxofon er alle pladser også helt fyldt op, og der kan nu satses på masser af orkesterspil, fordi der ikke længere mangler blæsere.
Til gengæld har ”de populære instrumenter” ikke så høj søgning som tidligere. På fag som elguitar og trommer ser vi for første gang i mange år, at GMB har ledige pladser, og også på klaver og tværfløjte er det muligt at komme hurtigt til – selvom de fleste fortsat forestiller sig, at det vil være næsten umuligt at komme ind på disse fag.
GMB sætter derfor for første gang i mange år fokus på muligheden for at spille elguitar og trommer/slagtøj/marimba/steelpans, så disse fag fortsat får den naturlige opmærksomhed, som de fortjener – side om side med harpen, violinen og alle de andre dejlige instrumenter, man kan vælge.

musikskolen-05-40-16
Lærer Jesper Falkensteen giver gode råd til Jonas ved xylofonen.
Foto: Kaj Bonne.