- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Novo-fyringer rammer Gladsaxe

Novo Nordisk fyrer 500 danske medarbejdere, nogle af stillingerne ryger i Gladsaxe Kommune

Det var skæbnens ironi, at Novo Nordisks meddelelse om fyring af 1.000 medarbejdere kom selvsamme dag, som Gladsaxe Kommune havde stor erhvervskonference.
500 af fyringerne rammer danske medarbejdere. Novos hovedkvarter ligger som bekendt i Bagsværd, og virksomheden har store afdelinger i Gladsaxe med mange ansatte. 4.400 ansatte arbejder i hovedkvarteret, og der er 1.700 medarbejdere i Gladsaxe.
Endnu vides ikke, hvor fyringer falder, og derfor vides det heller ikke, hvor mange Gladsaxe-borgere, der rammes.
– Det allerførste jeg tænker på, er de mennesker, som mister deres arbejde. Nej, det har ikke været nogen nem dag at stå her på erhvervskonferencen, sagde borgmester Karin Søjberg Holst.
Senere i år meddeler Novo Nordisk præcist, hvilke medarbejdere, der bliver fyret. Det forventes, at stillingsreduktionerne vil ramme især forskning og udvikling.