- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Præstetanker uge 41

21. søndag efter trinitatis
Er det for sent at gøre det gode?

Vores egen skyld
Er det vores egen skyld, når vi oplever noget dårligt. Blev vi ramt af sygdom, fordi vi ikke har gjort, som vi skulle. Sår vi som vi høster?
Det ligger lige til, at det ofte er sådan det fungerer. Vi bruger vores fornuft. Når vi træffer dårlige beslutninger, så bliver resultatet også dårligt. Det er meget rart, at der er overensstemmelser med hvordan man handler og hvad der kommer ud af det.
Når fornuften ikke forstår
Men hvad sker der, når det onde eller døden indtræffer, hvor der ikke har været en dårlig beslutning bag. Når et barn dør i en trafikulykke. Når en 30 årig får konstateret kræft, men vedkommende har altid levet sundt og dyrket motion. Alt det vi får at vide, at vi skal gøre for at få et godt og langt liv.
Så står vi over for noget, som ikke retfærdigt og vi forstår det ikke. Fornuften kan ikke følge med. Hvorfor spørger vi os selv og mange gange også Gud om. Er der altid et svar?

Ulykken
I teksten til på søndag stiller Jesus nogle folk spørgsmålet, om de 18 som omkom, da tårnet i Siloa styrtede sammen, var mere skyldige mennesker og derfor fortjente at dø i den ulykke. Er der en udregning bag en ulykke og kan vi så undgå den? Lave ritualer, købe krystaller, læse horoskoper om, hvordan vi kan gardere os for fremtiden. Vi ønsker at undgå det onde og døden. Vi bruger tid på at bekymre os.

Guds mening
Omvend jer siger Jesus i teksten. Men til hvad? Til det som er Guds mening. Vi skal ikke bekymre os om alt det, som kan ske. Vi skal holde op med at dømme hinanden. Jesus siger: I må koncentrere jer om at leve fuldt og helt og rigtigt nu.
Jesus fortalte lignelser og fortællinger for at sige noget om livet her og nu, også om vores liv i dag. Ondskabens og dødens mysterium vil altid være en del af vores liv. Men hvert øjeblik har vi muligheden for at overveje vore handlinger og prøve at leve med det gode som fortegn.
Det er ikke altid let. Teksten til søndag slutter med en fortælling om et figentræ, som ikke bærer frugt. Manden, som ejer figentræet synes, at det skal hugges ned. Men hans gartner siger, skal vi ikke give det et år mere. Det er aldrig for sent at gøre det gode, give gode frugter.

Sognepræst
Rachel Wille Christoffersen
Gladsaxe kirke