Sheriff i Gladsaxe i 40 år
-

Politiassistent Kim Wessel-Tolvig, bedre kendt som Sheriffen i Gladsaxe, kan
1. november fejre sit 40 års politi-jubilæum.
Efter grunduddannelsen blev han instruktør i selvforsvar, boksning og skydning, hvilket var en god ting at kunne, da han senere, i 9 år var leder af Uro-patruljen. Endvidere har han i 9 år været livvagt for alverdens regenter, herunder både Paven og Dalai Lama, når de var i Danmark. Under de Olympiske Lege i Atlanta, USA var han i en periode ansat som sikkerhedsagent under Secret Service. Han har stadig sit amerikanske politiskilt. Efterfølgende var han i en årrække leder af færdselspolitiets motorcykelafdeling. Han er endnu en af politiets skydeledere, som forestår uddannelsen af de våbenføre betjente. Nu er det for det meste kontorarbejde, men ved større opgaver trækker han stadig i kampuniformen. Dog foregår det lidt længere bagved de forreste rækker.
Han har deltaget i de store uroligheder i 40 år. Det begyndte med Berlingske-konflikten i 1977. Nu udkæmpes de fleste kampe i Byrådet, hvor han de sidste 15 år er valgt ind for Venstre.
Til foråret stopper han i politiet for at nyde sit otium med børn og børnebørn, efter 40 år blandt ”banditterne” i Gladsaxe. Det vil blive til mange historier,” opløjet til lejligheden”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top