- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Arbejdet holder mig ung

Poul Hansen på 87 år er aktiv fra klokken 6

-Økonomisk har det ikke været det vilde. Men hvor har det dog været sjovt.
Ordene kommer fra Poul Hansen, tidligere murermester og i en årrække enten næstformand eller formand i Gladsaxe Håndværkerforening.
Han har bevilget sig selv en lille pause i hverdagens gøremål. For godt nok er han for mange år siden gået på pension, og godt nok er han 87 år. Men derfor behøver man jo ikke at sidde derhjemme og trille tommelfingre.
Så Poul Hansen er i aktion fra den årle morgenstund. Op klokken 6 og så er det ellers om at få murertøjet og den hvide kasket på.
-I øjeblikket går jeg og hjælper til med ombygningen af Borgernes Hus, som Håndværkerforeningen jo har købt. Der skal indrettes lærlingeboliger på toppen, så jeg giver et par hænder med. Men ellers kommer jeg forbi naboer og venner og familie, hvis de lige har noget, der skal laves, fortæller Poul Hansen, der altid er klar til at spændetraileren efter sin bil.
-Jeg kom i lære i juni i 1943, og jeg har aldrig været arbejdsløs. Det var dengang man arbejdede 48 timer om ugen – altså også otte timer om lørdagen. Den stod på teknisk skole tre gange om ugen i to en halv time. Også om lørdagen.
-Da jeg var udlært fandt jeg en anden mester for at prøve vingerne af. I mange år arbejdede jeg på Amager, fortæller Poul Hansen, der oprindelig kom fra Bispebjerg og gik på Grundtvigskolen.

Købte forretning
-Som 27-årig så jeg en annonce fra en murermester. Jeg kunne overtage hans forretning, og jeg slog til. For der fulgte jo faste kunder med. Der var masser af reparationsarbejde, så det gik fint.
-Der har undervejs været gang i forretningen. På et tidspunkt var det blevet så stort, at jeg havde 32 mand ansat. Det gav en bunke administration. Det var jo dengang, man fik sin løn udbetalt i lønningsposer, så der blev talt og talt. Så var det faktisk bedre at være nede på fire-fem mand. Det kunne man overskue, siger Poul Hansen, der på et tidspunkt flyttede til Oldmarken.
Sygedagene har været få.
-På et tidspunkt syntes jeg, at det kneb med at trække vejret. Lægen sagde, at jeg skulle have en ny hjerteklap. Det fik jeg så på Gentofte i 2004. Det skulle vist have ført otte sygedage med sig, men det blev ikke til meget mere end fem. I 1960 var han involveret i en trafikulykke, da han var af sted for at hente fliser. Han skulle lave 100 badeværelser på Grand Hotel.
-Jeg blev erklæret 25 procent invalid. Så jeg fik erstatning. Faktisk fik jeg 600.000 kr. (Det svarer til lidt over 8.000.000 kr. i 2016). Beløbet var så stort, at forsikringsselskabet smed mig ud, siger Poul Hansen.
-I 1967 meldte han sig ind i Håndværkerforeningen, så i 2017 har han 50 års jubilæum. Han er kommet til alle møder lige siden.
-I perioden 1981-88 var han formand efter nogle år som næstformand.
-I min tid var vi 177 medlemmer, og alle havde svendebrev, siger Poul Hansen.
-Livet har budt på medgang og modgang. Sådan er det jo. Jeg har ikke haft så mange interesser ved siden af mit arbejde, men nu er min børnebørn vilde med håndbold, så der har jeg hæftet mig på.
Poul Hansen virker nærmest sprælsk, når han bevæger sig.
-Det er begyndt at knibe lidt med både hørelse og syn, men sammenlignet med folk, der er tvunget til at bruge rollator og andre hjælpemidler er jeg jo privilegeret, slår han fast. Som 87-årig ved han godt, at han har flere år bag sig end foran sig. Men det tager han også i strakt arm.
-Jeg hopper selv op i kassen, griner han.
-Jeg har været så heldig, at det er sjov at blive gammel.
Og så smutter han lige ud af døren. Flere opgaver kalder.

aereshaandvaerker-02-25-16
Poul Hansen var naturligvis også med, da Kaspar Rostrup blev udnævnt til årets æreshåndværker.
Foto: Kaj Bonne.