Diplomer i lange baner
Pensionistidræt-44-16.jpg
Glade diplomvindere ved senioridrættens diplomfest på Kildegården. Bagerst fra venstre Ruth Rasmussen, Jan Schütt, Inger Nørgaard Madsen, Anne Larsen, Hildur Friis Jørgensen, Alice Kirk Pedersen, Henning Pedersen, Benedicte Leyssac, Svend Åge Friis Jørgensen. Forrest fra venstre underviser Kate Hjorth, idrætsleder Lis Gym Christiansen, underviser Calle Greisholm, byrådsmedlem og næstformand for seniorudvalget Eva Nielsen og underviser Svend Valentin Rasmussen. Foto: Kaj Bonne.
-

85 deltagere fra senioridrætten mødte frem til diplomfesten på Kildegården for at modtage det synlige bevis for deres anstrengelser

Senioridrættens diplomfest på Kildegården blev noget af et tilløbsstykke. Ikke færre end 85 af de 110, der havde sikret sig senior-idrætsmærket mødte frem til en festlig aften med lækkert smørrebrød, kaffe og ostelagkage, som Kildegårdens køkken stod for.
Byrådsmedlem og næstformand for seniorudvalget Eva Nielsen (A) var aftenens hovedtaler. Hun var imponeret over den enorme aktivitet, som Gladsaxes +60ere udviser. Ikke færre end 1600 motionister har i løbet af vinter og sommer deltaget på 88 hold, hvor en stribe indpiskere fra senioridrætten har sørget for, at mottoet ”vi yder efter bedste evne og vinder hver gang” efterleves.
Lis Gym Christiansen, underviser og idrætsleder for senioridrætten, roste de fremmødte i sin velkomsttale. Idrætslederen nævnte den store aldersspredning fra 60 til 90 år og forklarede, at antallet af krydser på diplomet ikke var afgørende: – Nogle med få krydser har valgt at blive bedre til en disciplin uge efter uge, mens andre med mange krydser har forsøgt at prøve sig af i mange discipliner. Vigtigst af alt er fremmødet og den personlige indsats, hvor der stræbes efter forbedringer og rekorder.
Senioridrættens forårskursus fra 19.-25. maj 2017 afvikles som sædvanlig på Hotel Gudhjem på Bornholm. I 40 år har Gladsaxe Kommune hvert år tilbudt seniorerne en tur til de fantastiske omgivelser på klippeøen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top