Elever er inde i klimamadkampen
Aromaer-01-44-16.jpg
Eleverne blev bedt om at smage på krydderurten estragon i to omgange. Først ved at holde sig for næsen og så derefter at slippe taget. Foto: Kaj Bonne.
-

6. og 7. klasserne fra tre Gladsaxe-skoler er med i en helt særlig madkonkurrence

Der blev budt på smagsprøver i Grønnemose Festsal, da køkkenchef Mattias Land-berg-Krarup i tirsdags fortalte over 100 skoleelever fra 6. og 7. klasserne på Enghavegård, Grønnemose og Skovbrynet om smag og aromastoffer.
Køkkenchefen fra Meyers Køkken lærte eleverne om de fem grundsmage surt, sødt, salt, bitter og umami. Eleverne fik også et indblik i aromastofferne – det som han kaldte for madens parfume.
Inden havde eleverne hørt et oplæg om madens klimapåvirkning.
Grønt Idécenter og Børne- og Kulturforvaltningen har sammen udviklet et særligt koncept ”klimamadkampen” for de tre skolers elever, der har madkundskab. Efter oplæg, smagsprøver og arbejde i skolekøkkenet på de respektive skoler, konkurrerer de om at lave den bedste klimavenlige ret. Under hele forløbet er skolernes kantiner en væsentlig del af projektet.
I sidste uge indledtes klimamadkampen og fortsætter de kommende tre uger. Klasserne startede med at øve sig og idéudvikle i sidste uge, de finpudser tankerne i denne uge. I næste uge udvikler de retterne og finder frem til, hvem der skal med til finalen.
I første omgang dyster eleverne internt, inden vinderholdet fra hver skole går videre til finalen den 18. november. Finalen afholdes på Enghavegård Skole, hvor vinderholdene præsenterer deres ret for et dommerpanel.
Otte andre af kommunens skoler støtter op om projektet i de fire uger, hvor kantinerne laver klimavenlig mad.
aromaer-03-44-16
Køkkenchef Mattias Landberg-Krarup fra Meyers Køkken uddeler en ”highfive”. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top