- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Surt show – igen, igen

AB Gladsaxe er ved at være låst fast i bunden
Dumme forsvarsfejl og en gevaldig afbrænder i den indledende fase kom til at koste dyrt for AB Gladsaxe, da Fremad Amager kom på besøg søndag til opgøret i 1. division.
Amagerkanerne kunne tage hjem med en 2-1 sejr og ligger lige nu til oprykning til Superligaen.
AB Gladsaxe må kigge den anden vej, og der er meget langt op til en redning. Der skal indhentes ni point i de sidste kampe. AB Gladsaxe havde alle tiders chance for at komme i front i det 5. minut, da Nichlas Rohde fik en gratis chance. Men han sendte bolden lige på den fremstormende Alexander Horsebøg i Fremads mål.
Og så vekslede spillet jævnt til AB Gladsaxes forsvar igen, igen var i gavehumør. Bolden burde have været sparket væk midt for mål, men ingen greb ind, og så kunne Olcay Senoglu score til 0-1.
Det blev der rettet op på, da Jabar Sharza i bedste Beckham-stil hamrede et frispark over muropdækningen og ind i målhjørnet. Et lyspunkt på en grå og trist dag vejrmæssigt.
I 2. halvleg var der igen problemer, da Olcay Senoglu fik lov til at score kampens sidste mål til 1-2 i det 78. minut.
AB Gladsaxe skal søndag til Hjørring for at møde Vendsyssel, der er med helt fremme. Derefter venter Fredericia og Næstved fra bunden. De to sidste kampe skal vindes, hvis ikke turen går tilbage til 2. division.