- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Cykelkaravane i myldretid

Talrige motorcykler, der ved første øjekast ligner – men som ved nærmere eftersyn ikke er – politibetjente, blokerer uden videre vejene til fordel for cykelkaravanen, der ikke er bleg for at indføre ti minutters stop for færdsel, hvor end den kommer frem – hvilket naturligvis omgående fører til kødannelse i hvert kryds.
Jeg kunne ikke identificere motorcyklerne, der ikke bærer synlige skilte af nogen art, omend de indtager vejen som om de ejer den.
Jeg var på vej til med en lakridsleverance til en samarbejdspartner i Gentofte, men nåede ikke rettidigt frem med pga. det her, hvorfor jeg måtte genere ham med at aflevere varerne efter lukketid.
Jeg synes, at motion er smukt, men det er arrogant og kontraproduktivt at inddrage alle andre menneskers tid for at udøve sin sport. Det her må stoppe, og jeg vil gerne vide om borgmesteren har givet grønt lys for det.

Og hvis nej – hvad har kommunen så tænkt sig at gøre ved det?
Og hvis ja – hvad er så meningen med at spærre vejene af i myldretiden, Karin Søjberg Holst? Har du tænkt dig at gå til valg på dét, Trine Græse?

Morten Kornbech Larsen