- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Valgmuligheder, tryghed og fællesskab i villakvarteret

Gladsaxe har altid været en kommune med en bredt sammensat beboerskare og et bredt udbud af boligtyper

Gladsaxe har altid været en kommune med en bredt sammensat beboerskare og et bredt udbud af boligtyper. En kommune hvor skolelæreren bor dør om dør med forskeren eller tømreren. Men med stigende huspriser er det blevet sværere og ofte umuligt især for førstegangskøbere fx unge familier, og for familier med to mindre eller kun én indkomst, at slå sig ned i Gladsaxe. Det truer den brede befolkningssammensætning, som kendetegner Gladsaxe, og som jeg har sat pris på siden jeg flyttede til kommunen i 2003.

Derfor hilser jeg de muligheder en ny kommuneplan vil give mht. at bygge dobbelt- eller rækkehuse på større villagrunde varmt velkommen. For mig at se vil de nye muligheder kunne give flere valgmuligheder og mere ro, tryghed og fællesskab i hverdagen for Gladsaxes borgere. Det kunne være for den travle børnefamilie, der ønsker hus men med overkommelig have og til overkommelig pris, det kunne være det ældre ægtepar, som ønsker at bo i dobbelthus med børn og børnebørn – til stor glæde for alle generationer – eller den nyskilte far med to små børn, som drømmer om hus med have, men ikke har økonomien til en typisk Gladsaxevilla.

Så JA TAK til forskellige boligtyper til forskellige behov, ønsker og økonomisk formåen. At bo tættere på hinanden betyder også øget tryghed, ro og fælleskab for Gladsaxes børn, forældre og bedsteforældre.

Lise Tønner, Medlem af Socialdemokratiet