- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Stenmessen København flytter til Rødovrehallen

Forholdene i Gladsaxe er for små

Danmarks største sten- og smykkemesse er over årene vokset og blevet til Nordens største af sin art. Det kræver nu mere plads og derfor flyttes messen til Rødovrehallen, hvor den stadig afholdes 2. weekend i september.

-Vi har været rigtig glade for at være i Gladsaxe, men det har hele tiden været planen at udvide gradvist og det bliver desværre alligevel ikke muligt i Gladsaxe. Derfor rykker vi til Rødovrehallen, der også er stor nok til fremtidige udvidelser, siger Christian Ersking, der er arrangør af messen”.

I fjor var der over 2.300 gæster til meessen i Gladsaxe.

-Da vi desværre ikke har kunnet klemme flere udstillere ind i sportshal 1 og man desværre ikke har villet bruge penge på flugtvejsmarkering og nødlys i Hal 2,,så den må rumme mere end 150 personer, har vi været nødt til at flytte messen.

Med flytningen til Rødovrehallen bliver der mulighed for mange tiltag der ikke tidligere var plads til. Blandt andet større indendørs børneområde med aktiviteter og konkurrencer, særudstillinger, stenslibning og smykkeworkshops og så bliver der et særskilt lokale til foredrag mv.

Stenmessen har trukket besøgende fra hele landet og også en del fra Sverige, men de lokale fra Gladsaxe og nabo kommunerne har været i overtal. Arrangørerne håber de følger med til de nye omgivelser, der trods alt ikke ligger så langt væk.

Stenmessen København afholdes 9. – 10. september 2017 fra kl. 10 – 17.00 i Rødovrehallen
Mere info på www.stenmessen-kbh.dk og www.facebook.com/stenmessen