- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Busdrift i Nord-Gladsaxe

Jytte Holst ønsker i forrige nummer bus 5C til Mørkhøjvej m.m., men får intet svar fra kommunen.

Jeg skrev selv i foråret om nu kun 20 minutters drift af S-toget til Lyngby St. – en af landets største – om aftenen samt neddroslingen af bus 191 og 400. Afgangstiderne er slet ikke koordinerede, det kan give 30 minutters ventetid i Lyngby for at komme mod Nybrovej, Bagsværdvej og Aldershvilevejkvarteret m.m.

For få år siden mistede vi bus 165 på den samme strækning.

Den gennemførte udtynding af den kollektive trafik betyder, at det bliver svært bare at gå på besøg, til arrangementer eller møder om aftenen, hvis man ikke har bil eller helst vil lade den stå hjemme.
Jeg opfordrede dengang – ligesom Jytte Holst nu – borgmesteren/kommunen til at gøre en indsats sådan som Lyngbys borgmester lovede at gøre ift. S-toget. Jeg fik intet svar.
Nu nærmer kommune- og regionsvalgene sig, og derfor må det være oplagt med følgende spørgsmål til de politiske partier: Hvilke partier vil forpligte sig til at foreslå en helt konkret styrkelse eller genetablering af busdriften i Nord-Gladsaxe?

Partier som ikke har noget konkret at byde på behøver ikke svare, men jeg håber selvsagt på en stribe tilsagn fra byråds- og regionskandidater fra mange partier.

Johan Keller