- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Håbløst forslag om parkering

På forsiden af Gladsaxe Bladet kunne man læse, at Ole Skrald (S) vil ”løse” problemerne med tæt parkering på Værebrovej – ved at indføre et stop- og parkeringsforbud.

Man tager sig til hovedet. Hvad skulle det løse? Skulle beboernes biler forsvinde af den grund?

Som vi har oplevet det andre steder i kommunen, så betyder Oles ”løsning” bare, at problemerne flytter hen på de nærliggende villaveje. Er planen at genere borgere med bil så meget, at de holder op med at have bil eller flytter?

Beboerne på den nærliggende Gråpilevej kan derfor nu se frem til at få omdannet deres vej til parkeringsplads. Det går sikkert også ud over både Bagsværd Svømmehal og Skovbrynet Skole, som vil få en del ekstra biler holdende.

Hvorfor ikke bare få etableret de manglende parkeringspladser? Det ville jo egentligt være mest oplagt, at Værebro Park selv sørgede for de nødvendige pladser. Man skulle jo tro, der var rigeligt med plads til at få det i orden.

Ole Skrald og Socialdemokraterne evindelige løsning om at indføre parkeringsforbud er skruen uden ende. Det ender hver eneste gang med gener for de omkringboende – og næste skridt er de parkeringsafgifter, som vi også kender fra København. Her koster det nu op til 35 kr/time.

Forslaget er endnu en ommer for Ole Skrald. Det seneste i en lang, lang række. Godt der snart er valg.

Martin Skou Heidemann
Kandidat nummer
4 for Venstre