- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Butiksrøver efterlyses

Onsdag 22. november omkring kl. 21 kørte en politipatrulje til Buddingevej, da det blev anmeldt, at der netop havde været røveri i butikken. Røveriet skete, da en mand kom ind og bad om 10 pakker cigaretter og bad om en plastikpose. Mens ekspedienten ledte efter en pose, tog gerningsmanden alle cigaretpakkerne i lommen og forlod butikken, mens han verbalt truede ekspedienten.

Gerningsmanden beskrives som:
Mand med anden etnisk baggrund end dansk, iført en blå jakke med hætte, hvorpå der var pels og en sort hue. Manden havde tatoveringer på hænderne.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Kørte uden kørekort og mistede bil
Torsdag 23. november kl. 07.58 bragte en patrulje en personbil til standsning på Gladsaxe Møllevej, hvor føreren, en 32-årig mand fra Søborg, erkendte at have fået frakendt sin førerret, da han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. På grund af flere lignende sigtelser blev hans bil samtidig beslaglagt.

Kørsel uden førerret kan koste bilen
Første gang straffes kørsel uden førerret med 7.000 kroner i bøde. Anden gang koster det 8.500 kroner. Tredje gang er bøden 10.500 kroner plus at bilen kan konfiskeres. Fjerde gang koster det 14.000 kroner og derefter fængselsstraf.