- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

7.799 ansøgninger om julehjælp

Rekordmange børnefamilier søger hjælp hos Mødrehjælpen

Antallet af ansøgninger om julehjælp fra Mødrehjælpen er allerede 20 procent højere end sidste år. ”Vi har brug for økonomisk opbakning, så vi kan hjælpe flere,” siger direktør. Tallet var midt i den forgangne uge på 7.799 ansøgninger.

”Jeg er været i en svær situation i et stykke tid. Min søn er autist, og han kræver rigtig meget, og jeg er på kontanthjælp.” Sådan siger Nathalie Vural, der er en af de flere end 7.000 forældre, som i år har søgt julehjælp hos Mødrehjælpen.

Allerede to dage før ansøgningsfristen udløb i torsdags havder Mødrehjælpen fået flere ansøgninger end nogensinde før.:7.799 ansøgninger mod 6.921 i alt for et år siden. I Region Hovedstaden er antallet af ansøgere stabilt. I år har 1.965 forældre søgt hjælpen, mod 1.944 for et år siden. Det er til en stigning på 1 procent.

”Alle disse forældre har hver deres hjerteskærende fortælling. Deres højeste ønske er skabe en jul, som giver børnene glæde og gode minder, og som ligner andre børns. Men de er utrolig pressede. Derfor er netop julen en særlig svær tid for udsatte børnefamilier,” siger Mads Roke Clausen, der er direktør i Mødrehjælpen.

Ansøgerne skal leve op til særlige kriterier for at blive godkendt til at få julehjælp fra Mødrehjælpen. Ud over dårlig økonomi skal de for nyligt have været igennem en særligt belastende social begivenhed. Mange har mistet deres job, andre er blevet syge fysisk eller med stress og depression, og i en del familier er børnene syge.

Mødrehjælpen er nu i gang med at samle ind, så de familier, som opfylder kriterierne, kan få økonomisk hjælp til julen.

Alle ansøgere bliver tilbudt rådgivning i det nye år, så de på længere sigt kan forandre deres grundlæggende situation til det bedre.

Fakta
Sådan kan man støtte Mødrehjælpens juleindsamling
• Sms JUL til 1231 og støt med 150 kr.
• Støt på mødrehjælpen.dk/jul