- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Her er liv og glade dage

Bibliotekshaven vinder formidlingspris

Leg, litteratur og læring hænger sammen i Bibliotekshaven, der mandag vandt Bibliotekernes Formidlingspris 2017.

Kulturminister Mette Bock overrakte i går Bibliotekernes Formidlingspris 2017 til Bibliotekshaven. Prisen bliver givet for en særlig og original formidlingsindsats, der går nye veje for at tiltrække nye brugere.

Og brugere og originalitet er netop hvad Bibliotekshaven, der er Danmarks første litteraturlegeplads, er fuld af. Leg og bevægelse kobles sammen i haven med et fokus på nordisk børnelitteratur.

Her kan man kan besøge Mustafas Kiosk, vippe på en fyldepen, eller balancere på en tagryg sammen med Pippi Langstrømpe, som en inspiration til at hoppe videre ind i litteraturens verden på biblioteket, få meter væk.

Indtil videre er 48.000 gået og hoppet fra Bibliotekshaven til børnebiblioteket i år.
Bibliotekschef Jakob Lærkes er glad og stolt over både prisen og haven.

– Det har været vores ambition at give børn mulighed for at møde ord og karakterer fra bøgernes verden og at opleve og udforske litteraturen ude i byens rum. Resultatet taler for sig selv, vi glædes hver gang haven er fuld af legende, lærende, løbende og læsende børn, siger han.