- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nu over 700 medlemmer

Lokalhistorisk Forening udleverede årbøger i lørdags

Der var nærmest trængsel, da Lokalhistorisk Forening i lørdags på Hovedbiblioteket udleverede årbogen.

Medlem nummer 700 blev registreret. Det var Birgit Grønvold fra Bagsværd, der fik æren.

I 1968 blev den første årbog udgivet, men ikke alle år har der været stof til udgivelse af en årbog, så derfor er årgang 2018 nummer 42 i rækken.

Årbogen 2018 indeholder fem artikler af vidt forskelligt indhold, som vi håber vil falde i jeres smag.

I årene 1977/78 huserede Danmarks første terrorist og skabte skræk og rædsel i Gladsaxe og omegn. Bombemanden fra Gladsaxe kaldtes han i daglig tale, og Arne Fogt har gennemlæst aviser og artikler om ham og fået det hele kogt sammen til denne bog.

Da industrikvarteret i Gladsaxe skulle udvides eller flyttes, valgte man det sidste og Mørkhøj Industrikvarter opstod. Det skete først i 1960erne og om dette eventyr har Erik Weidinger, der selv har firma i området, skrevet en artikel, som nok skal få smilebåndet frem.

Sidste år købte foreningen 12 plakater fra 1950erne, hvor motivet var forretninger i Søborg, hvoraf de otte af dem var fra vor kommune. Eva Molin har prøvet at finde historien bag dem, hvilket ikke har været ligetil. Originalerne, der har været ophængt i Søborg Teater, kan ses på Thorasminde.

Engang havde enhver butik med respekt for sig selv, en automat, hvor man efter lukketid kunne trække de fornødenheder, man havde glemt at købe i åbningstiden. De forsvandt med lukkelovens udvidede åbningstider og er nu gået i glemslen. Om deres historie har Flemming Bruun skrevet en artikel.

Mange kender sikkert Thor Langes Alle i Søborg, men hvem var denne Thor Lange og hvad var hans forbindelse til Søborg, siden han fik en vej opkaldt efter sig? Det har Flemming Bruun undersøgt og som man kan læse om i bogens sidste artikel.

Alle medlemmer får årbogen udleveret gratis og ikke medlemmer kan købe bogen på Hovedbiblioteket eller ved henvendelse til foreningen.