- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

127 familier fik julehjælp

Gladsaxe frivillige Julekomitè fordeler 156.300 kr. og 41 julekurve til børnefamilier og enlige i Gladsaxe Kommune.

Julen 2017 har ifølge artikler i de landsdækkende aviser været en stor efterspørgsel fra familier på særlig julehjælp.

Gladsaxe frivillige Julekomitè, som er en lille græsrodskreds af frivillige med lokalkendskab til Gladsaxe Kommune, arbejder efter et andet fordelingsprincip:
Familier kan ikke selv søge julehjælpen. Det er socialrådgivere, læger, sundhedsplejersker, præster og lærere, der indstiller familier til julehjælp, og Julekomitèens forretningsudvalg foretager herefter en nøje vurdering af indstillingerne samt en fordeling af de indkomne midler. fortæller Jørn West larsen, der er formand for Gladsaxes Frivillige Julekomitè af 2016.

På denne måde sker tildelingen til de svageste familier, og ofte som en opmuntring, hvis familier selv gør en indsats for at komme på fode, efter at de har været udsat for særlige udfordringer.
Gladsaxe frivillige Julekomitè er udpeget af Gladsaxe Kommune til foreløbigt at varetage og koordinere juleuddeling i Gladsaxe Kommune frem til 2019.

Julekomiteen har i år kunnet imødekomme alle de indkomne indstillinger.
50 ældre, enlige borgere får en personlig hilsen til en værdi af 150 kr. Det er et fald på 24 personer i forhold til sidste år – til gengæld er beløbsstørrelsen hævet fra 100 til 150 kr.
127 børnefamilier får et gavekort til en stor levnedsmiddelbutik. Gavekortets størrelse afhænger af antallet af mindreårige børn i familien, og der tildeles gavekort i 3 portionsstørrelser: 800 kr., 1.200 kr. eller 1.600 kr.
Der indgår ikke tobak eller alkohol i de personlige hilsener eller gavekortene.

Antallet af børnefamilier, der modtager julehjælp, er steget væsentligt – fra 89 til 127. Det er komitèens opfattelse, at det navnlig er de nye dagpengeregler, der slår igennem her.

De penge, som Julekomitèen uddeler, kommer primært fra Lions Gladsaxe, fra et tilskud fra Gladsaxe Kommunes Seniorudvalg, fra Metro-Schrøder Fonden samt fra Bagsværd og Mørkhøj Kirke.

Kurve fra Mormonkirken
Mormonkirken i Gladsaxe skyder 41 flotte julekurve ind i uddelingen til familierne, hvor der også indgår legetøj. Mormonkirken står selv for udbringningen af disse kurve.