- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

En frisk start

Rådhuscaféen har fået en ny ejer, som vil satse på at servere frisklavet mad til kunderne

– Et kort øjeblik overvejede, jeg at skifte navn, men Rådhuscaféen kan ikke hedde andet end Rådhuscaféen, siger spisestedets ny ejer Kemal.

Beliggenheden lige ved Gladsaxe Rådhus gør at stedet har det oplagte navn, men Kemal er naturligvis udmærket klar over, at folk kan have deres erfaringer med stedet, som han ikke er herre over.

– Derfor starter vi på en frisk i bogstavelig forstand. Vi sætter fokus på, at vi først begynder at lave maden, når kunden bestiller. Vi har ikke gjort smørrebrødet parat og pakket det ind i plastik, siger Kemal.

Kemal gør opmærksom på Rådhuscaféens flotte menukort med rødt kød. Store bøffer og en T-bone steak på et halvt kilo til fornuftige priser.

– Vi har en række tilbud med fredagsbar fra kl. 14-17, hvor folk kan få en halv liter Tuborg Classic til særpris, ligesom vi om lørdagen tilbyder en 3-retters menu. Og så har vi også en række planer på tegnebrættet, siger Kemal, der også fortæller, at man kan booke Rådhuscaféen til selskaber.

Ejeren fortæller, at han undersøger muligheden for at spille live jazz torsdag eller lørdag: – Det vil mange ældre meget gerne møde op til. Derfor vil vi undersøge mulighederne gennem kommunen, så de ældre måske kan transporteres med flextrafik, siger Kemal, der er tilfreds med starten.

– Vi har fået gode tilbagemeldinger fra vores gæster gennem december og januar. Og vi vil gøre alt for, at de får en god oplevelse, når de besøger os, siger Kemal.