- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Frygtede dødsulykke

Medarbejder på Bakkegården fik sit livs chok da hun kørte på arbejde

Klokken var lidt over 5. Erna Bang kom kørende i sin Fiat Punto på Buddinge Hovedgade ved Klausdalsbrovej på vej mod Bakkegården, hvor hun skulle ud for at passe sit job som rengøringsassistent.

Pludselig gav det et ordentlig brag i bilen, og hendes hoved røg helt op i loftet på bilen.
-I det buldrende mørke troede jeg, at jeg havde kørt et menneske ned, fortæller Erna Bang, der stadig er godt rystet over hændelsen, selv om det efterhånden er over en uge siden det skete.

-Da jeg steg ud af bilen, kunne jeg se, at jeg var kørt ind i to betonklodser, der var stablet oven på hinanden ude på kørebanen. Betonklodserne tilhører et entreprenørfirma. De er store og tunge, så der skal virkelig ydes en fysisk indsats for at få skubbet dem fra vejkanten ud på kørebanen. I min optik er det her lige så slemt som at smide sten ud fra motorvejsbroer, for der kan ske det mest forfærdelige, siger Erna Bang.

Umiddelbart er det højre forhjul totalt smadret, der er sket skader på et ophæng under bilen, og lydpotten har det ikke for godt. Mandag skulle mekanikeren og taksatoren komme med den endelige dom over bilen.

-Jeg har været i kontakt med politi, kommune og forsikringsselskab for at finde ud af, hvem der er ansvarlig rent pengemæssigt. Jeg tror godt, at man kan glemme alt om at finde gerningsmændene, siger Erna Bang.

undervogn
Fiat Puntoen har fået nogle slemme skader ved påkørslen.
Foto: Erna Bang