- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

En oplevelse for livet

Børn fra julemærkehjem kørte gokart og initiativtageren er indstillet til motorsportspris

”Tusind tak for en fantastisk oplevelse. De har ikke talt om andet, siden vi var der i går, Hele togturen tilbage underholdt vi alle i S -toget med vores oplevelser. Mange af vores børn har sagt at det er det bedste de nogensinde har prøvet. Peter du har givet dem en oplevelse for livet.Tak.”
Sådan skrev viceforstander Karen Mathiesen fra Julemærkehjemmet Kildemose, da en snes børn havde været ude for at køre gokart i Ballerup Gokart Center.

Besøget var arrangeret af Søborgborgeren Peter Klingenberg – manden bag Awareness Racing.
Nu er han nomineret til prisen til Årets Fair Play Pris ved Dansk Motorsport Award.

Alene takkeskrivelsen fra Karen Mathiesen er nærmest en pris i sig selv, men det vil jo ikke gøre noget med en pokal.
Nomineringen er udført af at panel fra Dansk Automobil Sports Union (DASU), der har taget stilling til en række kandidater og udvalgt 4 kandidater i hver kategori. Herunder kategorien Årets Fair Play Pris.

Det er Motorsportens festdag, der afvikles som Dansk Motorsport Awards 2018 fredag 23. februar hvor de endelige vindere vil blive oplyst. Det transmitteres live i TV, og det er toppen af Dansk Motorsport der samles til denne fejring af alle sportens facetter. Herunder kendisser som Kevin, og Jan Magnussen, Tom Kristensen, John Nielsen og mange, mange flere.

-Jeg er inviteret med til gallafesten, og tager min bror Christian Klingenberg med. Han er en stor hjælp og også aktiv gokart- kører i teamet. Her glæder vi os til at være en del af det hele, og så må den bedste nominerede vinde. Vi er uanset hvad enormt stolte over blot at være med i opløbet, siger Peter Klingenberg.

Dansk Motorsport Award skriver: “Awareness Racing arbejder sammen med Julemærkefonden omkring deres fremragende arbejde med udsatte børn og unge.
Teamet støtter bl.a. med oplevelses-gaver hvor børnene selv er ude og køre gokart, eller får high-speed ture i en racerbil på Padborg Park, og ønsker gennem race og events at skabe yderligere opmærksomhed om denne gode sag.

Bag teamet står Peter Klingenberg, der dermed udviser stor fairplay overfor børn med særlige behov.

-Jeg er enormt ydmyg og beæret over at andre i en sådan grad har lagt mærke til vores lille indsats.

Vi gør det her for børnenes skyld, og vi har indtil videre haft held til at skrabe midler sammen gennem lokale donationer i erhvervslivet til at afvikle de her unikke oplevelser for børnene.

At andre har bemærket det i en sådan grad at vi skal med i så fornemt et selskab kommer som en kæmpe overraskelse. Det har aldrig været formålet at opmærksomheden skulle falde på os, men at vi forhåbentlig kunne bidrage med at skabe lidt ekstra opmærksomhed på de fantastiske Julemærkebørn, der hver især gennemgår en livændrende rejse mod deres nye barndom, siger Peter Klingenberg.