- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Endnu bedre Gladsaxe

Det er en fornøjelse som nyvalgt byrådsmedlem for Venstre at stifte et nøjere bekendtskab med sin kommune.

Det er en fornøjelse som nyvalgt byrådsmedlem for Venstre at stifte et nøjere bekendtskab med sin kommune. Der er rigtig meget, der er godt i Gladsaxe, men der er fortsat en omfattende dagsorden med emner, hvor der er behov for en højt prioriteret indsats.
Noget som presser sig på er:

– at sikre, at kommunen ikke bruger flere ressourcer end absolut nødvendigt på administrative opgaver frem for borgerrettet service. De officielle tal viser, at vi kan spare millioner.

– at arbejde for, at flere indvandrere kommer i beskæftigelse eller i arbejdsmarkedsrettede uddannelsesforløb. Hvis vi klarede os lige så fint som duksen i klassen, ville over 125 flere indvandrere have et job.

– at vi får gang i opretningen af kvaliteten af de kommunale skolebygninger. Der skal iværksættes en investeringsplan for nybygning og genopretning af skolerne.

– at vi en gang for alle får bremset mere eller mindre skjulte forsøg på at svække de grønne områder i Gladsaxe – vi skal ikke bo som sild i tønder uden plads til træer, frøer og fugle! Det nye byråd skal sige nej til alle planer om ”fortætning” i både villakvarterer og naturarealer.

Selvom mit parti, Venstre, og jeg blev holdt ude af alle aftaler om fordelingen af ansvar og vigtige poster mellem byrådets røde flertal, håber jeg, at byrådet i fællesskab vil samarbejde om mine fire vigtige topprioriteter.

Henrik Bach Mortensen, Venstre