- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Forsvaret halter

Gladsaxe-Hero har fået en udfordring

Gladsaxe-Hero havde et forrygende efterår i serie 2 efter trænerskiftet, hvor Thomas ”Jønse” Jørgensen og Kenneth Colding kom til. En bundplacering blev forvandlet til en placering som oprykningskandidat.

De tre første træningskampe i år har dog vist, at der er et problem, der skal løses.
-Vi har spillet mod Taarbæk, FC Nyhavn og B73 fra Herlev, og målscoren er 10-10. Offensivt er det jo fint, men defensivt har vi noget at arbejde med, siger Kenneth Colding.
I lørdags blev det 4-4 mod B73.

-Vi gik fra 0-1 til 3-1. Så tabte vi pusten. Der er skader, sygdom og ferie i truppen, så vi var lidt tyndt besat. Men vi ved i hvert fald, at det fungerer offensivt, så nu skal vi lige have styr på forsvaret, siger Kenneth Colding.

Forsvarsspilleren Benjamin Knudsen har været ramt af hjernerystelser, men han har ikke opgivet at vende tilbage i løbet af kort tid.

Blandt de store gevinster er kantspilleren Casper Offenberg, der kommer med mange divisionskampe for bl.a. AB og Avarta i bagagen.

Uafgjort til AB Gladsaxe

AB Gladsaxe spillede træningskamp mod B93. Kampen endte 1-1. B 93 scorede direkte på frispark til 0-1 og havde kort efter et lignende forsøg, der ramte den ene opstander.

AB Gladsaxes målmand Mark Fabricius havde et par gange alvorlige problemer med at skille sig af med bolden, når han skulle sparke væk, og det gav chancer til B93.

AB Gladsaxe kom stille og roligt ind i kampen og fik udlignet ved Sebastian Lassen.
På lørdag kommer Avarta på besøg og næste lørdag er der kamp ude mod HIK. Så er der turneringspremiere 17. marts ude mod Aarhus Fremad