- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Letbane en megasucces

I Bergen blev pessimisterne gjort til skamme da letbane blev taget i brug

Går det som i Bergen, vil langt flere end beregnet vælge bilen fra og tage toget, når Hovedstadens Letbane står klar i 2024. Samtidig viser de seneste tal, at letbanen får langt flere passagerer end beregnet, står der i en pressemeddelse fra Gladsaxe Kommune.

Kritikerne blev gjort til skamme, da Bergens letbane først kom på skinner og oversteg selv de vildeste forventninger, hvad angår passagerer og tiltrækning af investeringer.

Bergens Bybane trak, ligesom Hovedstadens Letbane gør det for tiden, en del negative omtale i tiden op beslutningen om at bygge den og til den stod færdig i 2010. Kritikerne mente, at den var for dyr, for farlig for trafikken og ville ikke kunne flytte borgere væk fra bilerne.

Men Bergens Bybane viste sig hurtigt at være en god forretning. Og nu viser de seneste opgørelser, at den er mere sikker end andre transportformer og at næsten dobbelt så mange borgere som forventet, har valgt bilen fra til fordel for bybanen.

Letbaner er en god forretning
Siden aftalen om at bygge Hovedstadens Letbane blev truffet, er der planlagt ejendomsinvesteringer for 32 mia. kr. i letbanekommunerne, og heraf er de 1,7 mia. kr. allerede investeret.

Et forsigtigt skøn viser, at Hovedstadens Letbane frem mod 2032 vil generere 36.500 nye arbejdspladser og 31.700 nye borgere. Og erfaringerne fra Bergen viser, at det kun er toppen af isbjerget. For siden åbningen i 2010 har Bergen Bybane tjent investeringen ind otte gange i form af investeringer, byggeri, arbejdspladser og byudvikling langs banen.

Flere passagerer og mere sikkerhed
Og beregninger fra 2009 om, at Bergen Bybane ville få omkring 22.000 rejsende på hverdage, viste sig at være for pessimistiske. I dag bruger mellem 40-50.000 Bybanen på en hverdag, og andelen af Bergensere, der benytter kollektiv trafik er steget fra 19 til 28 procent. Desuden er Bybanen mere sikker end både busser og især biler. Der er i Bergen færre ulykker på grund af bybanen end busser per kørt kilometer, men over fire gange så mange skader og dræbte på grund af bilkørsel per kørt kilometer.

– Vi har hele tiden vidst, at vores tal var pessimistisk sat for at være på den sikre side. Men det er dejligt at få den slags håndfaste beviser på, at det er rigtigt, når vi siger, at letbanen bliver en kæmpe gevinst for hele hovedstadsområdet. Det skal vi huske i byggefasen, når det i perioder kan blive trangt på Ring 3, siger næstformanden for Hovedstadens Letbane, Gladsaxes borgmester Trine Græse.