- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Odysseus i nedrykningsfare

Gladsaxes bedste skakklub tabte stort til Helsingør i 2. division

Skakforeningen Odysseus har ikke haft medvind på de otte skakbrætter i skakkens 2. division. Derfor er skakklubben, der holder til på Frødings Allé, i alvorlig nedrykningsfare efter fem spillede runder af divisionsturneringen.

Særlig slemt var det seneste opgør. Her blev det til et nederlag på 2-6 til Helsingør. Odysseus’ fem øverste brætter tabte alle, mens det blev til to point ud af tre på de nederste brætter.

Jens Juul Hornsgaard og Morten Majlund Nielsen spillede begge remis, mens Jan Brønnum, der er godt spillende for tiden, vandt på bræt 7.

6. runde spilles på søndag på hjemmebane mod BMS II, der er placeret midt i rækken. Odysseus er næstsidst med 17 brætpoint og fire matchpoint.

To hold rykker ud af divisionen og ned i den københavnske mesterrække.