- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Stormgitteret er tilbage på Bagsværdfortet

Nu skulle det kunne holde 100 år til

Bagsværdfortet har nu fået både navn, krone og årstal over porten. Stormgitteret er kommet på plads igen, mens arbejdet på facaden forventes færdig til foråret.

Med hjælp fra Augustinus Fonden, VILLUM FONDEN og Louis-Hansen Fonden er det lykkedes for Gladsaxe Kommune at få restaureret Bagsværdfortet udvendig. Det er et stort arbejde, når facaderne skal føres tilbage til det oprindelige udseende. Det gamle stormgitter, som går hele vejen rundt om fortet, har været pillet ned og bragt på værksted, hvor det er blevet restaureret og behandlet, så det nu skulle kunne holde til 100 år mere i vind og vejr.

Der er fortsat byggeplads på forsiden af fortet, hvor arbejdet med facaden stadig er i gang. Men der er adgang til området, så naboer og andre interesserede er velkomne til at gå tur i parken omkring fortet.

Bagsværdfortet er en del af Københavns Befæstning, der blev etableret i slutningen af 1800-tallet for at beskytte København mod angreb fra ydre fjender. I Gladsaxe har vi også Gladsaxefortet samt Buddinge og Tinghøj Batteri.

Sammen med Vestvolden og de øvrige forter nord for København og søforterne fungerede som befæstningen frem til 1920, hvor den teknologiske udvikling indenfor krigsførelse havde overhalet forterne.

Stormgitteret har været en tur på værksted og har fået en overhaling, så det forhåbentlig kan holde mange år endnu.  Foto: Privat.

Stormgitteret har været en tur på værksted og har fået en overhaling, så det forhåbentlig kan holde mange år endnu.
Foto: Privat.