- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Talentpris til Mørkhøj-kører

15-årige Aske Nygaard Bramming blev hædret ved Dansk Motorsport Award

800 personer med relationer til dansk motorsport var i fredags samlet på Docken i Københavns Nordhavn til det store prisshow Dansk Motorsport Award. Navne som Jan Magnussen, John Nielsen og Kris Nissen behøver ingen nærmere præsentation. Med var også Aske Nygaard Bramming fra Mørkhøj, der fik overrakt prisen som ”Årets Talent Asfalt 2017”. Det er Banesportsudvalget i Dansk Automobilsports Union DASU, der udvælger modtageren.

Aske får prisen for sine resultater i 2017-sæsonen, hvor det blev til danmarksmesterskab i Formel 5-klassen, og han kørte sig på podiet 19 gange i 21 løb og tilmed satte nye banerekorder på hhv. Ring Djursland og FDM Jyllandsringen.

– Jeg er bare så glad. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg her blandt alle de største navne i dansk motorsport har været på scenen og modtage prisen som årets talent. Det er nærmest uvirkeligt, sagde en overrasket Aske Nygaard Bramming.

Aske skal i denne sæson køre Formel 4 hos Team FSP. Han deltager i DM, der afgøres over 24 løb fra april til oktober.