- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Tid til inderlighed

Selvom vi i dag ofte forbinder religiøs faste med andre religioner, har der i kristendommen også været tradition for faste. Fastetiden startede askeonsdag og sluttede påskelørdag og varede 40 dage, fordi man ikke talte søndagene med. Fasten skulle minde os om Jesu 40 dage i ørkenen, hvor han blev flere gange fristet af Djævlen. Jesus […]

Selvom vi i dag ofte forbinder religiøs faste med andre religioner, har der i kristendommen også været tradition for faste. Fastetiden startede askeonsdag og sluttede påskelørdag og varede 40 dage, fordi man ikke talte søndagene med. Fasten skulle minde os om Jesu 40 dage i ørkenen, hvor han blev flere gange fristet af Djævlen. Jesus lod sig ikke friste og på samme måde mente man, at fasten gjorde os mennesker bedre i stand til at kæmpe mod onde og tænke over vores syndige gerninger.
Under reformationen var fasten et af de punkter, som Martin Luther gjorde op med. Man blev ikke et bedre menneske eller en bedre kristen, fordi man ikke fastede i en periode. Nej, man blev et bedre menneske af at tro! Jesus fortæller os nemlig i Matthæusevangeliet, at fasten ikke er noget, som man skal gøre for at vise andre, hvor god en kristen man er. Faste er noget, man skal gøre i det skjulte og i forbindelse med bøn. Det er altså en sag mellem dig og Gud alene og ikke noget, som man skal blande andre ind i.

En ny faste
Faste er som sagt ikke noget, vi praktiserer i folkekirken, men i de senere år er flere og flere vestlig-protestantiske samfund begyndt at opfordre til faste på forskellige måder.
I dag går der sjældent mange minutter, hvor vi ikke lige skal tjekke vores telefoner for mails, opdateringer på de sociale medier og beskeder. Vi er konstant “på”, for hvad nu, hvis vi går glip af noget vigtigt. Men flere og flere går ned med stress, fordi de slet ikke kan koble fra. Måske kan fastetiden tiden være det tidspunkt, hvor vi giver os selv tid og lov til ikke at være på? Vi behøver ikke slukke for alt hele dagen, men bare “faste” nogle timer, hvor vores fokus kommer tilbage på os selv og det, der er lige her omkring os. Det skal ikke forstås som om, at mails og sociale medier er onde. Men når vi hele tiden har fokus på andre, glemmer vi os selv – og glemmer vi os selv, glemmer vi det, som gør os godt, nemlig Gud.
Jeg tror, at en “digital faste” vil gøre os mere taknemmelige for de ting, som er omkring os; og ikke mindst tror jeg, at det vil give os en større ro og indre fred til eftertænksomhed og inderlighed og tid til Gud.
Sognepræst
Merete Dalby Hansen’
Bagsværd Kirke