- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Til kamp mod smøgerne

Gladsaxe med i stort forskningsprojekt om rygestop. Stop med at ryge og få penge i hånden.

Det er beskeden i et nyt forskningsprojekt, som vil give rygere kontant belønning for at stoppe. Gladsaxe Kommune deltager sammen med 5 andre danske kommuner i projektet ’Rigere uden røg’, som er støttet af TrygFonden.

Rygere i de tre kommuner Halsnæs, Helsingør og Frederiksberg vil i starten af 2018 blive tilbudt 1.200 kroner, hvis de kvitter smøgerne. Samtidig vil tre andre kommuner gennemføre klassisk kampagnearbejde mod rygning – og her er Gladsaxe iblandt. Gladsaxe vil derfor oplyse borgerne om rygestoptilbud med kampagnemateriale rundt omkring i kommunen, hvor borgerne færdes.

Forsøget med belønning for rygestop kommer til at løbe i hele 2018, og herefter vil kommunernes resultater blive sammenlignet for at finde ud af, om kolde kontanter er vejen frem til et røgfrit liv.

Steen Rank Petersen, Sundhedschef i Gladsaxe Kommune, glæder sig over, at Gladsaxe er udvalgt til forskningsprojektet:

-Vi vil gerne hjælpe vores borgere til at stoppe med at ryge, så derfor er det helt naturligt for os at gå med i et forskningsprojekt om, hvordan vi bedst understøtter rygestop. Vi er glade for at bidrage til den vidensindsamling, der på sigt forhåbentlig kan få mange flere til at kvitte tobakken, siger Steen Rank Petersen.

Gladsaxe har i flere år tilbudt borgerne gratis rygestopkurser, og i august 2017 indførte Gladsaxe røgfri skoletid på alle kommunens skoler, og siden 2015 har alle kommunale arbejdspladser i Gladsaxe haft røgfri arbejdstid.

God grund til at kvitte smøgerne

Der er god grund til at kvitte den dårlige vane. Rygning er en af de vigtigste risikofaktorer for folkesundheden og slår hvert år knap 14.000 danskere ihjel, hvilket svarer til hvert fjerde dødsfald.

Hvis du gerne vil stoppe med at ryge, kan du kontakte forebyggelsescentret på telefon: 39 57 57 57 mandag til torsdag kl. 10-14 og fredag kl. 10-12.
Du kan også skrive til: rygestop@gladsaxe.dk. Der starter nye kurser både i januar og i februar.