- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ung hundefrisør åbner i Bagsværd

Katrines Hundesalon er klar til at vaske, klippe og trimme Gladsaxes hunde

Katrine Kvist Olufsen er en frisk, ung pige med ben i næsen. I en alder af blot 25 år har hun valgt at åbne sin egen hundesalon. Det sker på Bagsværd Hovedgade 43D.

Selv om Katrine er ung, så har hun i årevis haft drømmen om at blive hundefrisør: – Det startede allerede, da jeg som 15-årig var i praktik som hundefrisør. Jeg har stået i lære i tre år og taget fem eksamener inden for de forskellige hunderacer. Nu har jeg arbejdet som hundefrisør i et stykke tid, og nu synes jeg, min drøm skal prøves af, fortæller Bagsværds nye selvstændige.

– Der er stor forskel på hundene, men under min læretid lærte jeg selvfølgelig hen ad vejen at håndtere hundene på en god måde, siger Katrine Kvist Olufsen. Katrine kommer oprindelig fra nabobyen Herlev:

– Men jeg valgte Bagsværd på grund af de gode lokaler, og så havde jeg også undersøgt markedet inden – og der er en del hunde i Bagsværd og nærområdet, siger Katrine.

I øjeblikket er de såkaldte bomuldshunde meget populære, men Katrines Hundesalon tager glad imod alle hunde, der har lyst til at få vask, klip eller trim.