- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bankospil på Bakkegården sparet væk

Jeg har som ægtefælle til en beboer på Bakkegården erfaret, at bankospil om mandagen er sparet væk pr. 1. april. Jeg har ladet mig fortælle, at det koster kr. 20.000 om året at afholde dette arrangement.

Der er i snit 80-100 besøgende hver gang. Deltagerne er hjemmeboende pensionister og beboerne på Bakkegården. Der er mange frivillige som på denne måde kan give lidt fest og liv til de mange, som har en trist og ensom hverdag. Det må også være godt for beboerne på Bakkegården at møde ældre mennesker, der stadig kan klare hverdagen i eget hjem.

Bakkegården er et dementplejehjem, hvor medarbejderne kæmper for at give lidt indhold i de dementes hverdag. Som ægtefælle havde jeg håbet på at kunne deltage i bankospil, hvor jeg sammen med min mand kunne have en aktivitet, vi stadig kunne gøre sammen.

Samtidig vil jeg gerne lave et opråb for, at der ikke bliver skåret ned på plejepersonalet. Beboerne er afhængige af disse mennesker. De demente har brug for, at plejepersonalet har overskud til at være nærværende og omsorgsfulde. Det kan man ikke være, når man hele tiden bare skal løbe stærkere, fordi der skal spares. Der skal ikke være tidspunkter, hvor der er underbemanding på grund af sygdom, kurser og ferier.
De ældre i kommunen skal ikke straffes fordi det er besluttet, at bygge en letbane. Den får de aldrig glæde af.