- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

God afslutning i smykkebutik

Lene Skovgaard fra Søborg Guld & Sølv vil prøve noget andet

Butiksejer Lene Skovgaard kunne sagtens være fortsat med Søborg Guld & Sølv, for det går hende godt. Ønsket om en enklere hverdag og muligheden for flytte ud til vandet trak imidlertid så meget i hende, at hun valgte at lukke Søborg Guld & Sølv.

– Min datter er 25, og min søn er 19, så endnu er der ingen børnebørn. Og da jeg stadig har en alder, hvor jeg kan nå at prøve noget andet, så var tiden inde til det. Jeg vil bo ved vandet, det ved jeg, men hvorhenne har jeg endnu ikke besluttet, siger Lene Skovgaard.

Lene er opvokset i Vanløse, og det med at være selvstændig lå i generne. Faderen havde en ESSO-tank, og det var ham og en bekendt, der opdagede ”at Eyde Jørgensens gamle butik i Søborg er til salg”, så derfor rykkede den blot 24-årige Lene for 30 år siden ind i lokalerne på Søborg Hovedgade 69.

– Jeg er ellers et ordensmenneske, så det er både skræmmende og spændende, hvad der kommer til at ske, selv om jeg har haft et halvt år til at vænne mig til tanken. Jeg vil ikke udelukke, at jeg åbner en ny smykkebutik dér, hvor jeg slår mig ned. Men jeg skal nok give lyd fra mig, så I ved, hvor jeg er, lover Lene Skovgaard.

Brede Sko (Giant Shoes) overtager lokalerne fra 1. maj. Indtil videre er der gang i smykkeudsalget, og det vil der være frem til midten af eller slutningen af april: – Jeg har fået mange positive tilkendegivelser fra kunderne. Det bliver en rigtig god afslutning på 30 fantastiske år i Søborg. Jeg går med oprejst pande, siger Lene Skovgaard, der i mange år har været aktiv i bestyrelsen for Søborgs Hjerte, som nu skal se sig om efter en ny kasserer.