- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Mere tid til familien

Lise Jønsson stopper med NOVI efter 22 år på Søborg Hovedgade

Det er selvvalgt. Og når man taler med butiksejer Lise Jønsson, er man ikke i tvivl om, at det også er velvalgt.

I 22 år har hun drevet tøjforretningen NOVI (tidligere Mix) på Søborg Hovedgade 91, men på lørdag den 24. marts er det endegyldigt forbi med at sælge tøj:
– Jeg i den heldige situation, at jeg ikke mere behøver at arbejde så meget. Som butiksejer er man ikke kun på i åbningstiden, men mentalt alle 24 timer i døgnet. Nu vil jeg lave noget af alt det, jeg ikke har haft tid til i 22 år, og så skal jeg bruge mere tid på familien. Til efteråret skal jeg passe det mindste af mine to børnebørn, siger Lise Jønsson som glæder sig meget til at være mere mormor.

NOVIs ejer traf sin beslutning om sit nye liv sidste sommer. Stamkunderne har således haft tid til at vænne sig til tanken, ligesom Lise Jønsson selv:
– Nu bliver det også lettere at holde ferie. Min mand og jeg har de senere år ofte rejst til Mexico – det glæder vi os til igen, men jeg er endnu ikke gået på pension. Måske begynder jeg at arbejde igen, for jeg elsker at stå i butik og jeg kommer til at savne kunderne meget. Det vil bare være dejligt ikke altid at skulle arbejde sent og hver lørdagen, siger Lise Jønsson.

Men først skal de sidste gode varer sælges i NOVI så tilbuddene fortsætter frem til lørdag den 24. marts i denne uge.