- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Mestre på gulvet

Skole-elever var dybt engagerede under floor-ballturnering

Floorball Danmark havde for 14 dage siden 7.725 medlemmer fordelt på 166 foreninger.

I den forgangne uge var der floorball-stævne for kommunens klasser fra 1. til 6. klasse, og der kunne man lynhurtigt spotte mange drenge og piger, der viste store evner for spillet, så det måske ville være smart, hvis de satsede på floorball.

Så skal man jo bare lige finde en klub i nærheden.

En undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier fra 2016 viser, at op mod hver fjerde elev starter til idræt i fritiden, efter at have prøvet den i skolen.

Da 4. klasserne spillede i sportshallen på Vandtårnsvej i torsdags var der elever fra seks skoler.

Der kunne have været flere med, hvis der havde været tilstrækkelig mange pædagoger til at bakke op om turneringen.

-Hvert hold får mindst tre kampe af syv minutter, fortalte Thomas Jørgensen fra Vadgård Skole.

Der blev virkelig gået til den i den skumle belysning inde i sportshallen, og der blev vist mange fine detaljer.

Flere end 2.000 foreninger samarbejder med landets folkeskoler. Samarbejdet giver værdi for både skoler og foreninger.

Samarbejdet mellem idrætsforeninger og landets skoler trives. I alt har 23,4 procent af foreningerne indgået aftaler med én eller flere skoler. Det viser en undersøgelse, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) har foretaget blandt alle DIF’s og DGI’s idrætsforeninger.

”De flere tusinde samarbejder vidner om, at der er noget at hente for både skoler og foreninger. Folkeskolen er et oplagt udstillingsvindue for idrætsforeningerne, og et bredt udbud af idrætter er særligt vigtigt for de elever, der ikke er vokset op i foreningslivet og ikke tiltales af de klassiske skoleidrætter. Og så øger det både trivsel, sundhed og læring i undervisningen, hvis eleverne får pulsen op i løbet af dagen,” siger Liselotte Byrnak, projektleder i Bevæg dig for livet – skole, der er et samarbejde mellem DIF, DGI, Dansk Skoleidræt og VIA University College.

En jungle
Selvom der altså er godt gang i samarbejdet generelt, er der fortsat behov for at se på, hvordan man kan styrke forholdene lokalt.

”Det kan være en jungle for både foreninger og skoler at finde ud af, hvem og hvordan man skal have fat i, hvis man ønsker at starte et samarbejde. Her spiller kommunen en vigtig rolle som ’matchmaker’ og for at dække de omkostninger, der er forbundet med arbejdet. Det er ofte frivillige fra foreningerne, men det kræver både tid og resurser, hvis det skal have den ønskede effekt,” siger Liselotte Byrnak.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Foto: Kaj Bonne.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Foto: Kaj Bonne.
Se flere fotos på http://gladsaxebladet.fotokajbonne.dk [1]