Annonce
Ny leder for Spillestedet i Telefonfabrikken
telefonfabrikken-1-KB.jpg
Arbejdet med Spillestedet på Telefonfabrikken er i fuld gang. Nu har bestyrelsen ansat en daglig leder. Foto: Privat.
Bestyrelsen for Spillestedet har ansat den daglige leder for Spillestedet, som starter 1. april 2018

I august 2018 skal Spillestedet på den gamle Telefonfabrik være klar til indflytning. Meget skal nås inden da, og derfor har bestyrelsen ansat Kasper Madsen som ny leder for projektet.

Kasper Madsen skal som det første samle en frivilliggruppe, der vil være med til at udvikle og drive Spillestedet og lave program til efteråret i samarbejde med de unge.

Kasper Madsen har en baggrund i Dansk Live, en interesseorganisation for festivaler og spillesteder. Her har han de seneste år været involveret i events og arrangementer med fokus på musik og spillesteder for spillesteder rundt omkring i hele Danmark.
I sin fritid er han selv aktiv med musik og liveevents – blandt andet ved festivalen ’Gutter Island Garage Rock Festival’.

Kasper Madsen glæder sig til at komme i gang med arbejdet i det nye spillested og få skabt en masse kontakter indenfor det lokale musikliv i Gladsaxe.

Der er meget, der skal gøres i den rå fabrikshal, inden spillestedet kommer til syne. Der skal blandt andet etableres isolering både i forhold til kulde og støj. Dertil skal der laves kloakering, elektricitet, ventilation, skiftes vinduer og døre og bygges nye vægge op.

Så det tager endnu nogle måneder, før man kan fornemme, hvordan det kommende spillested kommer til at se ud.

Bestyrelsen har endnu ikke besluttet, hvad spillestedet skal hedde. Formanden for Spillestedets bestyrelse, Preben Christiansen, fortæller, at der er planer om at lave en konkurrence eller på anden måde at involvere de kommende brugere i beslutningen om et navn til spillestedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top