- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Rapper er klar til Cirkusbygningen

Rap VVS fra Buddinge er med til awardshowet den 5. april

Rapper er klar. Det har han sådan set været hele tiden. For det er det, der er årsagen til, at han er indstillet til ”Årets håndværker” ved det 7. awardshow ” i Cirkusbygningen den 5. april.

Her skal Danmarks bedste håndværkere kåres i 23 kategorier. Årets VVS-mand, årets gulvmand, årets maler osv. Gladsaxe har i hvert fald tre håndværkere, der er indstillet i disse tre kategorier. Der er seks finalister i hver kategori, og blandt de seks i ”Årets VVSer” er Rapper fra Buddinge indstillet.

Da vi kørte ud til Harald Hejns Allé i Buddinge, så sagde fotografen, at han var spændt på, hvilken ”rapper” vi skulle tale med og fotografere.
– Rapper, nej… Han rapper ikke. Han hedder Rapper, sagde jeg.

Frøs som lille
Rapper er ikke hans navn. Kordegnen har for 40 år siden skrevet Lars Bruun i kirkebogen: – Men jeg blev kaldt Rapper fra før, jeg blev døbt. Det skyldtes, at jeg frøs, siger Rapper.
Det kan godt være, at han lignede en forfrossen and, og navnet har jo holdt ved, fordi så mange andre har navnet Lars, men med hensyn til håndværk, så kan han få isen til at smelte i et vandrør. Kunderne er i hvert fald meget tilfredse med ham. Det har de givet udtryk for i deres anmeldelser til anmeldhaandvaerker.dk.

Rapper er født og opvokset i Gladsaxe. Bortset fra 12 år på Fyn, som nyuddannet håndværker, har han boet i kommunen og gået på Kvikmarkens Privatskole: – Jeg købte min morfars hus for fire år siden. Han skulle på plejehjem på det tidspunkt, og nu er han her desværre ikke mere. Han betød virkelig meget for mig, siger Rapper.

Det var da også en anbefaling fra familien, der gjorde, at han kaldte sit firma for Rap VVS. På sine biler har han sat badekar-ænder på, så bilerne er meget synlige i bybilledet.
I sin fynske periode arbejdede Rapper også i Norge, Sverige og Tyskland med opførelse af vandbehandlingsanlæg og anlæg til overbrusning af dyr, for eksempel køer. Som gas- og vandmester har Rapper forsøgt at følge med tiden – også med indsigt i robotplæneklippere og andre teknologiske landvindinger.

Sadlede om
Efter finanskrisen i 2008 måtte Rapper sadle om. Han satte sig på skolebænken og uddannede sig til gas- og vandmester om aftenen, mens hans arbejdede som varmemester på et kraft-varmeværk. I dag har han igen en virksomhed med to fuldtidsansatte og en på deltid.

– Strategi med hensyn til kunderne? Jeg siger til mine ansatte, at de skal behandle kunderne sådan, som de gerne selv vil behandles. Jeg lægger vægt på, at kunderne betragter mig som en seriøs håndværker med en stor faglighed. Og jo, der helt sindssygt run på i øjeblikket. På landsplan er der vist kun 21 ledige VVSere, så vi har travlt, men vi skal stadig gøre vores arbejde ordentligt, siger Rapper.

Kunderne anmelder håndværkerne ud fra en skala fra 1 til 5, og den gennemsnitlige karakter er på 4,77 på de nominerede håndværkere.

En fagjury kårer de dygtigste danske håndværkere på baggrund af de anmeldelser, som uvildige kunder har indsendt til anmeld-haandvaerker.dk. Hen ved 3.000 virksomheder kan der stemmes på. Vinderne inden for hver fagkategori præmieres med en bronzestatuette ”Smiley Håndværk – Din Garanti”.