- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Skolepatrulje vinder 5.000 kroner

Præmie til Bagsværd Kostskoles skolepatrulje i en landsdækkende konkurrence

Nu har de gjort det igen på Bagsværd Kostskole & Gymnasium: vundet i en landsdækkende konkurrence. Skolepatruljen skaber tryghed i trafikken for både børn og voksne. Morgen efter morgen i al slags vejr står de der. Med vest og viljestyrke afvikler de morgentrafikken og hjælper både de yngste og de ældste sikkert i skole. Sådan har det været siden 1949, hvor Danmarks første skolepatrulje så dagens lys.

Hvert forår i april fejres skolepatruljerne med en festdag i Legoland og Tivoli. Men for at give skolepatruljerne et ekstra skulderklap har Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring netop afholdt en landsdækkende fotokonkurrence blandt skolepatruljerne.
I alt 52 skolepatruljer har deltaget og indsendt et kreativt foto af patruljen, som er kriteriet for at deltage i konkurrencen. Vinderne får 5.000 kroner, som de sammen med færdselskontaktlæreren kan bruge til fælles aktiviteter som en ekstra belønning for patruljens indsats på skolevejene. Det kan være oplevelser som f.eks. ture i biffen eller varm kakao i vinterhalvåret, hvor eleverne hver morgen står i kulden og hjælper børn over vejen.

Bilister sænker farten
En tidligere undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at mange bilister sænker farten, når de kører på en skolevej og ser en skolepatrulje. Det er vigtigt både af hensyn til sikkerheden og trygheden. Når politiet hvert år gennemfører fartkontrol på skolevejene, stopper de desværre alt for mange, der kører for stærkt.

Foruden at få farten ned er skolepatruljerne også en god støtte til de yngste elever, der stadig kan have brug for hjælp til at komme sikkert over vejen.

Om skolepatruljerne:
• Det er elever fra 6.-9. klasse, som står skolepatrulje.
• Der er skolepatruljer på omkring halvdelen af landets skoler.
• Omkring 20.000 elever er med i skolepatruljerne.
• Skolepatruljerne uddannes af enten lærere eller politiet, og de lærer bl.a. om færdselsloven.
• Skolepatruljernes udstyr er en gul refleksvest og en refleks-”slikkepind”, der opfylder en særlig standard.