- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bauhaus tæt på at få ja

Økonomiudvalget har behandlet sagen efter høring omkring lokalplanen, så nu skal byrådet give grønt lys

Det ligner en formalitet, at Bauhaus får lov til at opføre et byggemarked på Turbinevej 2-4, hvor Bording ligger nu.

Siden ansøgningen kom frem har lokalplanen været sendt til høring, og efter at svarene er kommet tilbage , er By- og Miljøforvaltningen kommet med kommentarer og forklaringer.
Økonomiudvalget behandlede sagen på sit møde i tirsdags, og her blev der principielt givet grønt lys.

Det er helt oplagt, at der er nogle trafikale problemer, der skal findes en løsning på – og det blev også understreget i indstillingen fra udvalget.

Det skal ikke udvikle sig til det store problem at komme ud på Ring 3, og man skal undgå trafikophobning i krydset Turbinevej – Dynamovej. Et lyssignal ved de to veje, kan nok bidrage positivt.

Den kommende letbane vil naturligvis også påvirke situationen.

Der skal også etableres en del parkeringspladser til kunderne i Bauhaus, og her er der nogen uenighed mellem Bauhaus og den kommunale forvaltning.

Rent parkeringsmæssigt er der allerede nu problemer i området, hvor nogle firmaer bruger parkeringspladserne. som lagerplads.

Så der er bl.a. forslag om at parkerede biler uden nummerplader skal fjernes og at der skal indføres tidsbegrænset parkering.

Spørgsmålet om korttidsparkering og parkering af uindregistrerede biler mv. på de offentlige P-pladser hører dog under politiets område og kan ikke reguleres gennem lokalplan.

Oktobervej slipper
Forskellige konkrete løsninger har gennem tiden været drøftet – herunder blandt andet, om der kan skabes en midlertidig vejadgang til området via Oktobervej. Grundet stor modstand mod en løsning, hvor en del af trafikken midlertidigt kunne ledes gennem boligområdet syd for, arbejdes der i stedet på andre konkrete tiltag – blandt andet at etablere flere svingbaner i krydset ved Dynamovej/Gladsaxe Ringvej og at etablere signalregulering af krydset ved Dynamovej/Turbinevej.

Forvaltningen anerkender, at både Letbanen og Herlev Hospital vil kunne påvirke trafikbilledet fremover. Flere trafikanalyser viser imidlertid, at et nyt byggemarked i Mørkhøj kun i ringe grad vil bidrage til denne påvirkning.