- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Godt, men ikke godt nok

Gladsaxe Byråd er langt om længe begyndt at interessere sig for hvordan der indkøbes, når kommunen skal bygge.

Derfor har kommunen udarbejdet en oversigt over hvilke leverandører, der anvendes som håndværkere og entreprenører, hvilket blev omtalt i Gladsaxe Bladet. Det fremgår heldigvis, at kommunen også anvender lokale håndværkere, primært til små serviceopgaver. Det er godt, at det lokale erhvervsliv får chancen for at udføre opgaver for kommunen, hvilket håndværkermødet sidste måned også var udtryk for. Her stod det klart, at kommunen har skiftet sidste års totale afvisning ud med en fremstrakt hånd.

Men det kan blive bedre, for to ting mangler:
1. Gladsaxe udfører hvert år en del byggeopgaver. Her er det desværre tydeligt, at man ikke giver de lokale virksomheder en chance for at komme til fadet.
Det er brandærgerligt, for vi har brug for et bedre samarbejde med erhvervslivet, fx når ledige borgere skal aktiveres eller unge skal have en læreplads.

2. Indkøb af de mange serviceopgaver foregår tilsyneladende uden hensyn til hvad det koster. Venstre foreslog sidste år, at netop serviceopgaverne udbydes i licitation, så der kommer styr på udgifterne. Andre steder i kommunen har man sparet op til 30% ved at anvende indkøbsaftaler. Det er spild af borgernes penge, når man ikke vil konkurrenceudsætte de mange millioner, der anvendes på serviceopgaver.

I Venstre arbejder vi videre indtil vi er i mål.