- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nu skal der bygges på

Gladsaxe Bears vandt 1. division i ishockey og sikrede første titel i mange år

Gladsaxe Bears er Danmarks 12. bedste ishockeyhold. Bevist med den samlede sejr i 1. division, hvor Jutland Vikings til sidst blev besejret.

Gjaldt almindelige oprykningsregler, så skulle Gladsaxe Bears i den nye sæson spille i den bedste række – Metalligaen – som afløser for Hvidovre, der sluttede som nummer 11 i den bedste række.
Men systemet er anderledes i dansk ishockey. Her er der fri tilmelding til den bedste række, og kan man levere den nødvendige økonomi, så må man lege med de store drenge.

-Lige i den retning mangler vi 4-5 millioner kroner til at dække de mest basale udgifter til mange rejser til Jylland og udstyr og lønninger på et beskedent niveau, siger Jakob Volf, der sammen med Mads Worm har styret holdet til den bedste placering i mange, mange år.

I løbet af sæsonen var Gentofte meget hårdt presset økonomisk, og Hvidovre måtte have forskud på et kommunalt tilskud for at klare sig i land
-Når det gælder skøjtehallen, er vi også dårligt rustet. Måske kunne vi få lov til at spille på dispensation i en sæson, men der skal i hvert fald ske noget meget drastisk på den front, hvis vi skal med helt frem.

-Vi har stille og roligt forbedret holdet, vi har udviklet nogle amerikanske spillere, så de har kunnet komme videre i deres karriere, så vi skal videre ad den sti, siger Jakob Volf.

Gladsaxe Bears har haft svært ved selv at producere et tilstrækkeligt antal spillere til 1. holdet, så der skal suppleres op med spillere udefra.

-Op til den overståede sæson var vi på jagt efter fem spillere. Der kom 10 kvalificerede spillere, der ville være med, så det er jo et positivt tegn. Vi må se i øjnene, at vi skal helt ned til U11 og U13 for at få øje på spillere, som på sigt kan træde ind på holdet om nogle år, siger Jakob Volf.

Både han og Mads Worm vil meget gerne fortsætte som trænere. Der er lige lidt detaljer, der skal på plads, før kontrakterne underskrives.