Annonce
Nyt point til AB Gladsaxe
Nu venter hjemmebanekamp mod topholdet fra HIK

AB Gladsaxe er stadig ubesejret i forårets kampe, der har givet 15 point for fire sejre og tre uafgjorte.

Søndagens kamp på Gladsaxe Stadion mod VSK fra Århus endte 1-1 efter en indsats, hvor man godt kan tillade sig at sige, at der er plads til forbedringer.

AB Gladsaxes træner Michael Madsen fortalte før kampen, at han går ind for en spillestil, hvor det i en pokkers fart gælder om at få bolden op på modstandernes banehalvdel, men den taktik havde hans spillere meget svært ved at praktisere. Lidt for mange spillere havde travlt med at give bolden en ekstra berøring i stedet for at få afleveret og få fart over spillet. Lidt flere skift fra side til side vil også pynte, hvis man vil trætte modstanderne.

Og når man i Rasmus Tangvig råder over nok landets hurtigste fodboldspiller, så skal han sættes i scene med mulighed for at spurte af sted. Men AB Gladsaxe klumpede spillet sammen.
Helt ufortjent kom VSK Århus foran i det 11. minut. AB Gladsaxes målmand Oliver Børner så noget skidt ud ved scoringen.

Godt nok blev Anders Daugbjergs skud rettet af, men det skete langt ude fra, så der var tid til at forberede sig på den ændrede retning. Oliver Børner forsøgte at gribe bolden i stedet for at bokse til den, og så dalede ned bagved ham i mål til 0-1.

Tilbagevendte Stefan Nygaard sørgede 11 minutter senere for scoringen til 1-1. Det kom åbenbart bag på VSKs målmand Mathias Thomsen.

Stefan Nygaard skød fra en spids vinkel. Mathias Thomsen så helt forkert ud i den situation, og hans holdkammerater så også noget undrende ud, da han lukkede skuddet ind.
Undervejs havde VSK bolden i mål to gange, men begge gange blev der dømt frispark til AB Gladsaxe.

AB Gladsaxe er nu på tredjepladsen med 10 points afstand til de fire nedrykningspladser. På søndag kommer topholdet fra HIK på besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top