- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Penge på skemaet i 7. klasse

Eleverne på Bagsværd Friskole lærte om økonomi

I uge 11 var der penge og privatøkonomi på skemaet på adskillige skoler landet over. I 7. klasse på Bagsværd Friskole var personlig rådgiver fra Danske Bank, Signe Rask Larsen og stedfortræder fra Danske Bank, Claes Storm Rasmussen på besøg som gæstelærere.

Mere end 700 skoler landet over deltog i uge 11 i årets officielle ’Pengeuge’, som blev afviklet for femte år i træk. Med afsæt i materiale fra Danmarks Matematiklærerforening og Finans Danmark blev 7.-9. klasserne undervist i privatøkonomi af gæsteundervisere fra landets banker. 7. klasse på Bagsværd Friskole havde besøg af Signe Rask Larsen og Claes Storm Rasmussen fra Danske Bank i Vanløse.
– Det kan være med til at hjælpe dem, når de selv står over for økonomiske beslutninger både nu, men også senere i livet. Og netop i den alder, som eleverne har nu, er det relevant, fordi mange får flere penge, for eksempel i form af lommepenge, et fritidsjob eller i konfirmationsgave, siger Signe Rask Larsen.

I løbet af de par timer Signe og Claes besøgte 7. klasse på Bagsværd Friskole, tog de i høj grad udgangspunkt i de økonomiske dilemmaer, som teenagere ofte oplever, men også deres drømme og ønsker blev inddraget – og dem var der ganske mange af. Blandt andet drømte flere af eleverne i 7. klasse om rejser, uddannelser og fjernstyrede biler.

– Vi vil jo alle gerne have råd til vores drømme. Og her spiller opsparing en vigtig rolle – og bare ved at lægge lidt til side hver måned kan du nå langt, lød et af rådene fra bankfolkene.
Til sidst fik eleverne i 7. klasse mulighed for at afprøve deres viden om penge i et pengespil, som også var en del af den undervisningspakke, bankmedarbejderne havde med fra Finans Danmark.