Annonce
Skæbnesvanger dating med en ukendt
Forfatter-Vibeke-Hoff-02-11-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vibeke Marie Hoff har skrevet en gribende bog. Foto: Kaj Bonne.
Vibeke Marie Hoff har skrevet en bog om, hvordan hun som ung kvinde endte i et sygt seksuelt forhold til en ældre mand

Det er ikke hygge-godnat-læsning Vibeke Marie Hoff fra Gladsaxe har skrevet. For nylig udkom hendes debutbog ”Kiss Me Goodnight, Olympia.”
Det er en autentisk beskrivelse af en frygtelig periode i hendes liv.

Som ung, enlig mor til to børn søgte hun trygheden, men samtidig var hun også ramt af nysgerrighed. Døren til et nyt univers blev åbnet, men snart endte hendes forhold til en ældre mand i fysiske overgreb, psykisk terror, vold og seksuelle ydmygelser.

Vibeke Marie Hoff skrev bogen for 17 år siden, men det var først nu, at hun samlede mod til at udgive den: – Jeg har ligesom fået lukket den periode, det kapitel af mit liv. Flere af mine venner og veninder, synes det er stærkt, at jeg har skrevet den og turdet udgive den, når den har et så kontroversielt indhold.

Bogen er særdeles relevant i øjeblikket med det, der sker i forbindelse med me-too-bevægelsen: – Forældrene bør holde bedre øje med deres børn – uanset om det er drenge eller piger.Og uanset alder. Giv dem selvværd, så de tør at sige nej til det, de ikke vil. De skal turde fortælle, når de bliver udsat for noget forkert eller grænseoverskridende.

Annonce i avisen
Vibeke var lærerstuderende, da hun satte en annonce i Politiken, som førte til kontakt med den ældre mand fra Gentofte: – Jeg satte annoncen i avisen for at finde tryghed og kærlighed.
Derfor havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvilket helvede hun skulle igennem. Der gik næsten fire år inden hun havde modet til at bryde ud, selv om manden – som hun kaldte for Den Gamle – havde truet både hende og hendes to børn på livet:
– Det var min gode ven Thor, som reddede mig. Jeg lå nøgen og totalt ydmyget på gulvet, men han fik svøbt et spejdertæppe om mig og bragt mig væk. Først fra da af havde jeg modet til at slippe den ældre mand. Da han reagerede på min annonce, vidste han jo allerede, at jeg var et offer.
Truslerne mod Vibekes børn fik hende til at blive i det syge forhold: – Det var dem jeg kæmpede for, det var derfor jeg ikke kom ud af det syge forhold før efter 3½ år, da jeg havde fundet en plan, som gjorde, at mine børn kunne reddes.
Det lykkedes Den Gamle at fastholde hende i forholdet, som drejede sig om magt, offer, afmagt, afsky og angst.

Pas på
– Åh, jeg vil så gerne ønske, at de unge piger passer på. Forhåbentlig kan min bog få dem til at tænke sig om en ekstra gang. Det kan måske være spændende at finde en sugardaddy eller indlede et forhold til en meget ældre mand, siger Vibeke Marie Hoff. Overgrebene fik konsekvenser. Vibeke arbejdede i flere år som lærer og har en diplomuddannelse i psykologi, men i dag er hun diagnosticeret PSTD (posttraumatisk stresslidelse).

– Jeg er opvokset i et indremissionsk miljø i den norske by Ålesund. Jeg har aldrig turdet slå fra mig. Jeg var simpelt hen så bange for, at den ældre mand ville gøre alvor af at slå mine børn ihjel, siger Vibeke Marie Hoff.

I dag er han død, men otte år efter bruddet så hun ham tilfældigt ved et bord på Hovedbanegårdens restaurant. Pludselig opdagede hun, at hendes ben bare gik ind i restauranten og henimod hans bord: – For satan, Stjerneøje – det kaldte han mig altid – du ser bedre ud i dag. Drej rundt, drej rundt. Jeg gjorde igen, som han sagde, og drejede rundt: ikke dårligt, ikke dårligt. Det var ikke til at holde ud, jeg måtte ud. Væk fra ham. Jeg løb ud på Vesterbrogade. Jeg kunne ikke holde det tilbage og kastede op. Men jeg var skrækslagen. Nu havde jeg set ham igen.
Vibeke Marie Hoff har givet sin søn og datter bogen: –
Det er jo meget grimt, det jeg skriver om. Men de må selv bestemme, om de vil læse den. ”Kiss Me Goodnight” kan købes på saxo.dk eller bestilles hos boghandleren.
Bogen er på 433 sider og koster 199 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top