- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Taekwondo-talent fik FIGs pris

Alba Diget Hollederer, Gladsaxe Taekwondo Klub hædret for flotte resultater

Den 14-årige taekwondoudøver Alba Diget Hollederer modtog i forbindelse med FIGs årsmøde på Bagsværd Stadion talentprisen.

Prisen består af 3.000 kr. og en fuglefigur af Kay Bojesen.

Sin alder til trods har hun allerede opnået meget imponerende resultater.

Hun begyndte at dyrke taekwondo som 4-årig, og fik allerede som 10-årig sit sorte bælte som en af de yngste i Danmark.

I indstillingen fra hendes klub understregede man både hendes resultater på eliniveau, men også hendes sociale indsats som klubmenneske.

Alba fik tidligt smag for at konkurrere, og hun har i årenes løb vundet utallige medaljer til klubben. I starten ved begynderstævner, men senere ved først Danmarksmesterskaberne, herefter de Nordiske Mesterskaber – og de seneste år fra store, internationale kvalifikationsstævner.

I 2016 blev Alba udtaget til det danske landshold i taekwondo, og hun deltog samme år i Verdensmesterskaberne i Peru, hvor hun endte på en 10. plads.

Året efter, i 2017, blev hun igen udtaget til landsholdet. Denne gang til deltagelse i Europamesterskaberne i Grækenland, hvor Alba vandt bronze.
I år er Alba for 3. år i træk en del af den danske brutto-landsholdstrup.

Udover et ekstraordinært talent, er Alba i besiddelse af den nødvendige portion vedholdenhed og arbejdsomhed, der skal til for at opnå store resultater.

Hun har store muligheder for igen at blive udtaget til deltagelse i Europamesterskaberne i 2019 og VM i 2020 og arbejder målrettet frem imod dette.

På længere sigt ser vi i klubben Alba som en af de unge udøvere, der tegner fremtiden inden for dansk og international taekwondo. Vi er ikke i tvivl om, at Alba bliver en af de atleter, der via et utrætteligt arbejde fra WT (World Taekwondo), løfter taekwondo teknik-disciplinen op til at være en OL-disciplin.

I Gladsaxe Taekwondo Klub er vi stolte af at have fremdyrket et stor-talent som Alba. Klubben støtter Alba med gode træningsmuligheder og gode trænere, men Alba giver også tilbage til klubben som hjælpetræner på klubbens børnehold, og som en, der altid stiller op med godt humør, når der skal løftes praktiske opgaver i klubben.