Annonce
Unge arbejdsløse på rette vej
Gladsaxes Ungeenhed oplever positive resultater med en ny mentor- og vejledningsordning

På fire år fra 2014 er antallet af unge mellem 18-29 år på a-dagpenge, kontanthjælp og uddannelseshjælp faldet fra 16,4 procent til 9,0 procent i Høje Gladsaxe og Værebro.

Indsatsen skal blandt andet ses i lyset af Ungeenhedens mentor- og vejledningsordning, som blev oprettet i 2015 og nu har skabt gode resultater i dialog med unge i uddannelseshjælp.

I 2016 hjalp Ungeenheden 32 unge i selvforsørgelse, mens 23 unge i 2017 blev hjulpet i beskæftigelse eller uddannelse takket være ordningen, hvor de unges kontakt i Ungeenheden både fungerer som sagsbehandler og uddannelsesvejleder.

– Vi har lavet en fremskudt vejledning, som består af en sammensat myndighed- og mentordel. Her kan man både være mentor og sagsbehandler. Vi ringer på de unges dør, sender dem breve og fortæller, at vi kommer og hjælper dem i gang med uddannelse eller arbejde, fortæller Mette Bløcher, leder af Ungeenheden.

Flere i arbejde og uddannelse
Den fremskudte indsats har resulteret i praktikpladser og løntilskud, som blandt andet har kastet fast arbejde, lærepladser og uddannelser af sig.

Udover at stå til rådighed for de unge i åbningstiden opholder Ungeenheden sig to dage om ugen i Værebro og Høje Gladsaxe. Indsatsens intensiveres i det område, hvor der er mest brug for det.
Når de unge bliver mødt af Ungeenheden er deres motivation og ønsker i livet centrum for samtalerne.

– Vi går ture og taler med dem om deres drømme, og hvordan de når deres mål. Vi bliver ved med at motivere dem til at starte i forløb. Vi er insisterende og giver ikke sådan op, forklarer Mette Bløcher. Som følge af ordningens succes er samme tiltag blevet benyttet i arbejdet med unge på a-dagpenge siden vinter 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top